Der er en regulær storm med vindstød af orkanstyrke på vej mod Danmark, og den er så kraftig, at Danmarks Meteorologiske Institut torsdag gav den et navn. Den hedder Otto.
Stormvarslet gælder Nordjylland og Kattegatøerne, men fredag eftermiddag og aften bliver også særdeles blæsende på Fyn.
TV 2 Vejret har udsendt et varsel om vindstød af orkan og storm, og sidstnævnte gælder for Fyn fra fredag klokken 15 og til midnat.
- Flere prognoser viser nu, at stormen Otto kan blive den kraftigste, der har ramt Danmark i over seks år, siger Sebastian Pelt, der er meteorolog på TV 2 Vejret.
På Fyn vil det især være de nordlige egne, der bliver hårdest ramt. Derudover vil de fynske kyster også opleve kraftigt stormvejr.
Se, hvad du skal gøre for at forberede dig
Hvis prognoserne holder stik, bliver Otto den kraftigste storm siden stormen Urd, der ramte Danmark anden juledag 2016.
Som følge af meteorologernes stormvarsel gør Beredskabsstyrelsen opmærksom på, at det kan være farligt at opholde sig udenfor, når stormen rammer.
Beredskabsstyrelsen giver gode råd til, hvad du kan gøre for at forberede dig på stormen.
Et af rådene er eksempelvis, at du skal rydde op rundt om huset, fjerne eventuelle løse tagsten fra taget og fastgøre trampoliner og lignende.
Derudover er det en god idé at sørge for, at der er opladt batteri på din computer og mobiltelefon, og så er det ideelt at have en lommelygte eller stearinlys klar, hvis strømmen skulle gå.
Gode råd før stormen
Har du planer om at tage en tur med traileren på genbrugsstationen, eller skal du flytte, anbefaler Vejdirektoratet, at du allerede gør det i dag frem for i morgen, hvis du kan det.
Stormen vil uden tvivl komme til at påvirke de fynske broer og trafikken generelt.
Bilister skal være særligt opmærksomme på pludselig riv i rattet, når man kører over en bro og fra områder med læ ud i åbne områder. I skovområder skal man generelt være opmærksom på væltede træer.