En ubehagelig grøn amerikansk svovlorm har sneget sig ind over de danske grænser. Den findes nu overalt langs kysterne i de indre danske farvande, hvilket i den grad har fået danske forskere til at råbe vagt i gevær.
De frygter, at den invasive art kan blive en alvorlig trussel for og måske ligefrem gå ud over det danske havmiljø. Det skriver Videnskab.dk lørdag.
De bekymrede miner kommer fra forskere ved Syddansk Universitet, der som de første har nærstuderet svovlormen i Danmark. De frygter, at ormen er "den nye dræbersnegl".
- Alle danske fjorde er fyldt med den ildelugtende svovlorm. Så Danmark er blevet ramt af en ny invasiv art i stil med dræbersneglen og dræbergoplen. Og måske findes svovlormen ligefrem i et større antal end de andre, siger marinbiolog ved Biologisk Institut på Syddansk Universitet Erik Kristensen.
Det er formentlig store containerskibe, der har sørget for, at ormen er kommet til Europa. Mistanken er, at den har været blind passager i ballastvandet, der er det stabiliserende havvand i skibenes tanke.
Oprindeligt stammer den fra den nordamerikanske østkyst.
Danske forskere stødte første gang på ormen i 2004. Siden har de fulgt udviklingen i dens udbredelse via satellitbilleder fra Google Earth.
Produktionen af svovlbrinte i ormehullerne er nemlig så stor, at der dannes purpurfarvede plamager af svovlbakterier på fjordbunden, som kan ses med en satellit fra rummet.
- De grønne svovlorme er kommet for at blive, og vi vil aldrig nogensinde komme af med dem, siger Erik Kristensen.
Optællinger af ormen viser, at nogle steder er populationen af svovlorme helt oppe på 1000 individer per kvadratmeter. Alene i Odense Fjord anslår Erik Kristensen, at der kan være mindst to milliarder svovlorme.
Forskernes foreløbige resultater tyder på, at svovlormens tilstedeværelse og den øgede produktion af giftgassen svovlbrinte, som ormen står for, blandt andet vil gøre vandenes sandbund mere iltfattig og være skyld i det vigtige ålegræs' forsvinden.