Årets første efterårsstorm nærmer sig Danmark, og uvejret ser nu ud til at blive så alvorligt, at Danmarks Meteorologiske Institut har udsendt stormvarsel for flere steder i landet.
- Der er varsel om storm for Midt- og Vestjylland, Østjylland, Syd- og Sønderjylland, Fyn, København og Nordsjælland, Vest- og Sydsjælland samt Lolland-Falster og Bornholm.
- Mandag eftermiddag og mandag aften forventes et stormvejr at ramme dele af landet med stormende kuling til storm, 20 til 25 m/s, ved Vadehavet op til stærk storm 28 m/s, skriver DMI i sin varsling.
Samtidig advarer DMI om, at der kan komme kraftige vindstød af storm, stærk storm eller orkan styrke.
Det forventes, at vinden aftager i løbet af mandag aften og natten til tirsdag, først i den vestlige del af landet.
Fyns Politi opfordrer fynboerne til at sikre sig mod stormen ved at få sikret genstande som fx trampoliner, havemøbler og andet i haven, så de ikke flyver væk.