De samarbejdende robotter kan allerede slå sine folder på 2.800 kvadratmeter på Teknologisk Institut i Odense, og snart tildeles robotterne også et nyt laboratorum, så deres potentiale for alvor kan udnyttes.
Det såkaldte Cobot Lab vil virksomheder kunne besøge for at få inspiration til, hvordan man kan anvende de nye typer samarbejdende robotter.
- Man kommer til at kunne gå ind og få præsenteret en masse ny teknologi inden for collaborative robotter. Det kan både være robotarmene selv, men det kan også være udstyr, der relaterer sig til robotterne, sikkerhedsudstyr og gribere og lignende, siger Mads Mathiesen, der er forretningsleder hos Teknologisk Institut.
Fokus på sikkerhed
Målet med det nye laboratorie er, at man får inviteret en masse virksomheder ind til at opleve den nyeste teknologi inden for de samarbejdende robotter.
- Vi kommer som en uvildig rådgiver i markedet og er på den måde med til, at vise hele bredden af mulige teknologier inden for collaborative robotter. Det er der, hvor vi adskiller os fra mange andre, siger Mads Mathiesen.
Når virksomhederne kommer kan de blandt andet få viden om, hvordan udstyret bruges. Blandt andet vil der være særligt fokus på sikkerhed.
- Vi har meget fokus på sikkerhed af collaborative robotter, fordi det bryder med den vanlige tankegang om, hvordan man håndterer robotsikkerhed. Hvor de traditionelle robotter er hegnet ind i de lukkede sikkerhedsbure, siger Mads Mathiesen.
14. november vil Teknologisk Institut officielt indvie det nye laboratorium, Cobot Lab. Nysgerrige virksomheder er velkomne fra klokken 9.30, og der bliver åbnet for offentligheden fra klokken 14.00.