Til kamp mod rambuktyve

Rambuktyve, der stikker af med hæveautomater, opleves tiltagende hos de fynske banker. Nu vil Fyns Politi tage kampen op mod de hårdhændede tyve.

Natten til torsdag begik en gruppe maskerede personer rambuktyveri mod Danske Banks filial i Ejby. Og på fire år har der alene i Middelfart Kommune været fire rambuktyverier mod banker. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Nu vil Fyns Politi sætte en stopper for tyverierne og bringer derfor sagen op i bankernes organisation Finansrådet.

- Jeg vil forklare, at vi har haft en situation, hvor vi har haft relativt mange rambuktyverier og dermed lægge op til en diskussion af, hvad vi og bankerne kan gøre for at dæmme bedre op for dem, siger Benny Linde Larsen, der er leder af Fyns Politis afdeling for specialefterforskning.

Han sidder også med i Finansrådets udvalg. Både han og lederen af lokalpolitiet på Fyn, John Jacobsen, nævner farvepatroner i hæveautomaterne som et muligt våben mod rambuktyvene.

- Det kan være en mulighed for at gøre pengene værdiløse, siger John Jacobsen.

Politiet har ikke anholdt nogen i relation til de fire rambuktyverier i Middelfart Kommune.

Oversigt

    Oversigt