Mange hundrede bilister holder onsdag aften ved 18-tiden i kø på den fynske motorvej i vestgående retning, efter at fem biler tidligere på dagen er stødt sammen.
Omkring klokken 15.30 kørte bilerne sammen mellem afkørslerne ved Vissenbjerg og Nørre Aaby, og det har altså skabt trafikale problemer, oplyser Fyns Politi til Ritzau.
- Der er ikke kommet nogen til skade, men fem biler har fået nogle buler, og det vil skabe kø de næste par timer. Klokken 17.15 var køen tre kilometer lang, siger vagtchefen til Ritzau.
Han ved endnu ikke, hvordan uheldet er opstået.