Vikarer sparet væk

Mange kommunale arbejdspladser har lukket for vikarkontoen, når der er mandefald.

De fleste kommunale arbejdspladser har skruet ned for brugen af vikarer.

Det fremgår af en undersøgelse, som FOA har gennemført blandt sine medlemmer.

54 procent oplever, at der i dag bruges færre vikarer end for to år siden, og at det især går ud over dækningen ved sygdom.

- Der skal rigtig meget til, før der bliver sat vikarer ind. De bruges ekstremt lidt i forhold til tidligere, siger Hans Jørgensen, sektorformand i FOA Odense, til Fagbladet FOA.

Den manglende dækning går også ud over de fastansatte.

- Det faste personale knokler og bliver slidt ned. Folk går på arbejde, selvom de er sløje. For hvis man melder sig syg, ved man godt, at kollegerne skal løbe stærkere, siger Pia Pedersen, næstformand i FOA Aalborg.

Formanden for Sundhedsudvalget i Danske Regioner Ulla Astman mener, at det er bedre at fastansætte personale end at bruge alle pengene på eksterne vikarbureauer.

Det er så op til den enkelte ledelse at sørge for, at man ikke driver rovdrift på det faste personale, siger hun til FOAs fagblad.

Udviklingen har også betydet, at omkring 25 vikarbureauer, som arbejder med sundhed og omsorg, er lukket de seneste to år.

Oversigt

    Oversigt