De politiske drøftelser om den forhenværende Forsøgsstation Risøs omdiskuterede atomaffald begynder i midten af februar, når sundhedsminister Nick Hækkerup (S) efter planen indkalder partiernes sundhedsordførere til møde.
Efter planen skal Folketinget i 2015 beslutte, hvad der skal ske med det danske atomaffald, men ifølge fagbladet Ingeniøren bliver beslutningen udskudt til i hvert fald efter folketingsvalget.
Men det afviser sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S).
- Der er ikke truffet beslutning om at udskyde beslutningen. Det, der er meldt ud, er, at sundhedsministeren vil holde et møde i løbet af februar, hvor alle sundhedsordførerne bliver indkaldt til en orientering, siger han og tilføjer:
- Det ville også være forkert at udskyde beslutningen, for vi har jo ikke set, hvad man er kommet frem til i sine undersøgelser af slutdepot, mellemlagring eller mulighed for at komme af med affaldet ved eksport.
De danske planer om at grave atomaffaldet ned i et slutdepot et sted i Danmark har ført til kritik fra vores nabolade, skriver Ingeniøren, som har læst de høringssvar, som Polen, Tyskland og Sverige har sendt.
- Jeg har ikke læst høringssvarene, men det er rigtig godt, at vi har så tillidsfuldt et samarbejde med nabolandene, at de naturligvis også giver deres besyv med, siger Flemming Møller Mortensen.
- Men det er en dansk beslutning, der skal træffes, og vi har hele tiden sagt, at vi skal ikke bare finde en løsning. Vi skal finde den bedste løsning og den mest forsvarlige løsning, siger han.
Om de politiske drøftelser kan nå at blive færdige inden et valg, hvis valget først kommer til september, er ikke så væsentligt, mener han:
- Det er ikke noget, der skal hastes igennem, så væsentligt er det ikke, at der skal træffes en beslutning inden et valg. Bliver det først efter et valg, gør det ikke noget, beslutningen skal naturligvis træffes på det helt rigtige grundlag.