47-årig truede politiet og måtte gasses ud

En mand fra Magleby på Langeland truede natten til mandag politiet både verbalt og med en pistol. De forsøgte først at gasse ham ud men måtte efterfølgende trænge ind i huset for at anholde den 47-årige.

Truer politiet

En rutineopgave udviklede sig dramatisk for Fyns Politi kl. 01.20 natten til mandag. De var kørt til Magleby på Langeland for at anholde en 47-årig mand, der var udeblevet fra en fogedsag i retten.

- Da patruljen ankommer kan de se gennem vinduet, at manden sidder med en pistol i hånden, som han tager ladegreb på. Så de trækker sig i stedet tilbage og en ekspert i anholdelse af farlige gerningsmænd bliver tilkaldt, for at forsøge at snakke manden til fornuft, fortæller vagtchef Thomas Bendtsen.

Men manden er ikke til at snakke med, fortæller politiet, og undervejs truer han dem også verbalt, blandt andet med at slå betjentene ihjel.

Forsøgt gasset ud

I et forsøg på at få manden ud af huset uden en konfrontation forsøger politiet sig i stedet med tåregas. Flere gange i løbet af natten affyrer de det gennem vinduerne og ind i huset, men heller ikke det får den 47-årige til at forlade sin bolig.

Til sidst må politiet iført sikkerhedsudstyr trænge ind i huset. Her angriber manden en betjent med et kosteskaft og kattegrus, inden han kl. 05.38 bliver anholdt. Han er nu sigtet for trusler og vold mod tjenestemand.

I løbet af mandagen vil politiet også ransage huset for blandt andet at finde ud af, præcist hvilket våben, manden havde. Det har endnu ikke været muligt på grund af den store mængde tåregas på stedet.

Oversigt

    Oversigt