På Louise Sanders minkfarm på Langeland ligger de aflivede mink side om side, klar til at blive læsset på en lastbil og kørt væk. Synet minder minkavleren om de travle dage siden onsdag i sidste uge, hvor regeringen meldte ud, at samtlige mink i landet skulle aflives.
Nu er det blevet klart, at regeringen ikke havde lovhjemmel til at udstede den ordre.
- Der er nærmest ikke ord for det, der sker lige nu, og vi aner ikke, hvad vi skal, siger en opgivende Louise Sander.
Statsministeren beklager
Louise Sander havde 14.000 mink, men den bestand er svundet betydeligt ind. Da TV 2 Fyn besøgte hende lørdag var hun i fuld gang med aflivningen.
- Vi ved endnu ikke, om vi når det, men det satser vi på, sagde hun.
Hvad er op og ned i sagen?
Aflivningen skal nemlig ske inden 16. november, men nu er det hele vendt på hovedet.
På Christiansborg startede tirsdagens spørgerunde med, at statsminister Mette Frederiksen beklagede over for landets minkavlere.
- Jeg skal samtidig beklage forløbet omkring spørgsmålet om lovhjemmel over for Folketinget og også over for minkavlerne. Det har fødevareministeren også gjort her til morgen, lød det fra statsministeren.
Regeringen møder skarp kritik fra flere oppositionspartier efter håndteringen.
- Jeg og Nye Borgerlige kommer til at sætte et mistillidsvotum til afstemning i folketingssalen, sagde Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund.
- Og alligevel giver man sådan en ordre. Fuldstændig uden tanke for grundloven, uden tanke for erstatning til de mennesker, det rammer, og uden en plan for at fremlægge den dokumentation, der ligger bag. Det er en skandale, og det er en lemfældig omgang med Danmarks Riges Grundlov, bakkede venstreformanden Jakob Ellemann-Jensen op.
Foreløbigt fortsætter vi som hidtil med at aflive. Det er vi nødt til
Ønske om klarhed
På minkfarmen i Tranekær er det svært at se positivt på noget, men hun håber at få en klar udmelding om, hvad der skal ske.
- Foreløbigt fortsætter vi som hidtil med at aflive. Det er vi nødt til. Vi har ikke fået nogen ordre på at skulle stoppe. Stopper vi frivilligt, kommer vi bagud i tid, og det kan vi ikke risikere, for vi er i forvejen meget pressede, siger Louise Sander.
Og den udmelding må gerne falde hurtigt, for om kort tid er det for sent.
- Vi skal vide det nu, så vi ved, om vi skal aflive, eller om vi skal stoppe og bevare så meget som muligt. Torsdag er det for sent, siger hun.