Systemet kan også vise vej til nærmeste hjertestarter og til adressen, hvor hjertestoppet er sket, og det kan åbne de skabe som hjertestarterne er placeret i.
Hurtig indsats vigtig
I Danmark rammes hvert år ca. 3.500 personer af hjertestop, mens de opholder sig udenfor sygehuse.
Hvis der ydes hurtig basal genoplivning, og den ramte person stødes med en hjertestarter indenfor få minutter, øges sandsynligheden for overlevelse betydeligt. Intensive indlæggelsesforløb bliver ofte kortere og risikoen for alvorlig hjerneskade bliver reduceret, skriver Langelands Hjertestarterforening i en pressemeddelelse.
90 hjertestartere på Langeland
60-80 % af hjertestop udenfor hospitalet foregår mere eller mindre bevidnet i og omkring hjemmet. Der hænger en del hjertestartere rundt om i Danmark, men det er langt fra alle som er offentligt tilgængelige og kan benyttes ved et hjertestop i det offentlige rum.
Men på Langeland har Langelands Hjertestarterforening hele 90 hjertestartere tilgængelige døgnet rundt, og 180 uddannede frivillige akuthjælpere spredt over hele øen, klar til at hjælpe.
Først på Langeland
For at få hjertestarterne endnu hurtigere frem, har Langelands Hjertestarterforening nu, som de første i Danmark, erhvervet retten til at bruge app'en FirstAED, med en målsætning om at få hjertestartere frem på under 5 minutter.
Systemet, som har været under udvikling i ca. 1 år, kombinerer netværksidéer fra Langelands Hjertestarterforening med erfaringen med hjertestartere fra Hjertemedicinsk afdeling B Odense Universitetshospital med moderne IT teknologi.
Alle akuthjælpere på Langeland er udstyret med en smartphone som følger deres geografiske placering. Systemet kan også automatisk åbne de skabe, som hjertestarterne er placeret i.