De 4 skibe er fire selvstændige bygninger, som er inspireret af det maritime miljø på havnen. Bygningerne er i tre etager, og kommer til at indeholde butikker, mens 1. og 2. sal skal bruges til liberale erhverv.
- Der er en rolig og stabil interesse for at leje sig ind, og de henvendelser, vi har fået, siden vi gik i gang for en uge siden, er fra interesserede i hele landet, og de er utrolig seriøse, siger Niels Henrik Billund, som er indehaver af ejendomsmæglerfirmaet Billund i Fredericia.
Bygningerne kommer til at ligge under tre kilometer fra motorvejsafkørslen, og med til bygningerne bliver der etableret 208 gratis parkeringspladser.
- Vi mærker, at Middelfart har et utroligt godt ry. Byen har virkelig forstået at udnytte sin beliggenhed ned til vandet, og folk vil meget gerne bo i Middelfart. Hvis man som virksomhed etablerer sig i Middelfart, får man ingen problemer med at trække kompetente medarbejdere til, siger Niels Henrik Billund.