Gymnasium uddeler mundbind til alle elever

På Nyborg Gymnasium har man længe opfordret eleverne til at bruge mundbind, men i forbindelse med de nye restriktioner, stiller skolen dem nu gratis til rådighed.

Torsdag trådte de nye coronarestriktioner i kraft, der blandt andet indeholder et krav om mundbind på ungdomsuddannelser.

Og selvom det er elevernes eget ansvar at sørge for værnemidlet, har man på Nyborg Gymnasium valgt at stille engangsmundbind til rådighed til alle, fortæller rektor Henrik Stokholm.

- Vi har valgt, at vi simpelthen giver de her mundbind til eleverne. Det er dyrt for nogle elever, og det ville give en masse bøvl, siger han til TV 2 Fyn.

Mundbindene skal bæres over hele skolen undtagen i klasselokalerne.

Har opfordret til mundbind i flere måneder

Det har dog været en glidende overgang for eleverne, da skolen i flere måneder har opfordret dem til at bære værnemidler, fortæller rektor.

- Vi har været i gang længe, for de ansatte har båret mundbind siden august på alle fællesområder, siger han.

quote Vi er nødt til at gøre alt nu for at få den her smitte til at forsvinde

Henrik Stokholm, rektor, Nyborg Gymnasium

- Vi har også opfordret eleverne til det, så det nye er, at vi udleverer mundbind til dem.

Selvom det kan være irriterende i længden, mener Henrik Stokholm, at alle må gøre en indsats.

- Det skal nok gå. Vi er nødt til at gøre alt nu for at få den her smitte til at forsvinde, og eleverne har taget det rigtig flot, siger han.

Trættende, men nødvendigt

Der er heller ikke meget brok over mundbindene hos eleverne på Nyborg Gymnasium. Her er flere af de adspurgte enige om, at det er en lille pris at betale for at nedsætte smitterisikoen.

- Jeg tænker, at det er meget godt, så vi ikke spreder så meget smitte. Men når vi sidder ned og laver gruppearbejde, er det lidt upraktisk, og det bliver meget varmt i længden, siger Helga Bak.

Hun bliver bakket op af sin medstuderende Magnus Zaugg, der heller ikke ser noget problem i, at det også gælder steder som for eksempel supermarkeder:

- Selvfølgelig er det trættende i længden, men der er rigtig mange mennesker, der samles i supermarkedet, og det er en måde at undgå smitte. Det er nødvendigt, og det må vi bare tage til os, siger han.

- Jeg kan ikke se nogen grund til ikke at have det.

Oversigt

    Oversigt