Her bruger de penge på at søge om fattighjælp

Nordfyns Kommune har som flere andre søgt om fattighjælp. Et konsulentfirma har hjulpet med ansøgningen.

Det koster penge at tjene penge. Det er derfor ikke helt omkostningsfrit, når kommuner søger fattighjælp fra staten.

I Nordfyns Kommune har et konsulentfirma hjulpet med ansøgningen.

- Vi har valgt at bruge et konsulentfirma, fordi det ikke laver andet end at dykke ned i disse tal og kan se, hvor vores kommune er udfordret i forhold til kriterierne. Vi kan godt gøre det selv, men de er mere specialiserede, siger borgmester Mette Landtved-Holm (V). 

I alt har syv ud af ti fynske kommuner søgt om fattighjælp. Pengene uddeles fra statens pulje til vanskeligt stillede kommuner og udbetales årligt. I 2025 bliver i alt 800 millioner kroner fordelt blandt alle landets kommuner.

Sidste år blev 20 kommuner tilgodeset. Da den samlede pulje i 2025 er større, forventer Nordfyns Kommune, at deres ansøgning denne gang kommer i betragtning.

- Vi ligger ifølge vores konsulentfirma som nummer 25, der har mest brug for pengene. Derfor regner vi med, at vi måske kan få pengene, fordi puljen er større i år, fortæller Mette Landtved-Holm.

Nordfyns Kommune søgte også sidste år, men fik afslag.

Hvem har mest brug for pengene?

I år søger kommunen ti millioner kroner, mens Langeland og Faaborg-Midtfyn, der søger mest, søger henholdsvis 55 millioner og 50 millioner kroner.

Ti millioner kroner er jo ikke meget i forhold til, hvad andre har søgt. Kan man tillade sig det, når andre kommuner har mere brug for penge?

- Ifølge vores konsulentfirma passer vi på seks til otte af kriterierne for at få midlerne. Derfor synes vi, at ti millioner er et rimeligt beløb.

- Der er andre, der har mere brug for pengene, men vi har også udfordringer. Men vi ved godt, at der er andre kommuner, der er virkelig udfordret, men vi kender jo ikke til de andres udfordringer, siger Mette Landtved-Holm.

Middelfart er én af tre fynske kommuner, der har undladt at søge fattighjælp for 2025. Årsagen er netop, at andre har mere brug for pengene.

- Man kan altid bruge ekstra penge, men der er andre, der har mere brug for de penge. Vi regner med at skulle udvide vores budgetter i 2025 til skoler og ældre, og det har vi plads til i budgettet, siger borgmester Johannes Lundsfryd (S).

Mette Landtved-Holm fortæller til TV 2 Fyn, at kommunen abonnerer på flere ydelser ved konsulentfirmaet. Derfor er det ikke muligt at oplyse, hvad denne opgave præcis har kostet, men det vurderes, at det er mellem 10.000 og 15.000 kroner. 

Oversigt

    Oversigt