Valg rykker ind på uddannelser

Nordfyns Kommune er gået sammen med uddannelsessteder om en række fælles aktiviteter, som skal få de unge til stemmeurnerne.

Som noget helt nyt var der tirsdag politikerdag på Nordfyns Gymnasium. Her overtog otte lokalpolitikere undervisningen for blandt andet at fortælle om, hvorfor de personligt er gået ind i politik.

Borgmester Morten Andersen, Venstre, der selv er student fra Nordfyns Gymnasium, er glad for samarbejdet med gymnasiet.

- I virkeligheden oplever jeg, at rigtig mange unge hellere end gerne vil diskutere politik, men vi skal blive bedre til at opsøge de unge og bringe temaer i spil, som rent faktisk betyder noget for dem, siger Morten Andersen inden dagens undervsining.

I følge rektor på Nordfyns Gymnasium, Kurt René Eriksen, så er politikerdagen i tråd med gymnasiernes formålsparagraf.

- Det her initiativ bringer politikeren tæt på, helt ind i klasseværelset, og det giver et godt afsæt for en debat om vores demokrati. Som gymnasium er vi for-pligtet til at forberede de unge til at deltage aktivt i demokratiet såvel i det nære som i det globale perspektiv, siger Kurt René Eriksen.

Tirsdag 29. oktober er der paneldebat i gymnasiets kantine, og 7. november rykker Nordfyns Kommune et mobilt stemmested ud på Nordfyns Gymnasium for at give de unge muligheden for at stemme på stedet.

Også for produktionshøjskoler

De nordfynske politikere rykker også ud til eleverne på produktions-højskolerne.

Den 24. oktober er der paneldebat på Tingstedet i Søndersø, hvor eleverne fra produktionshøjskolerne i både Søndersø og Otterup får lejlighed til at høre lokalpolitikernes bud på, hvordan man løser lokalområdernes udfordringer.

Der er 120 elever på Søndersø Produktionshøjskole og 60 elever på Otterup Produktionshøjskole og cirka halvdelen af eleverne på de to skoler er stemmeberettigede.

Den 5. november rykker Nordfyns Kommune et mobilt brevstemmested ud til Søndersø Produktionshøjskole og den 6. november rykker det mobile brevstemmested ud til Otterup Produktionshøjskole.

Oversigt

    Oversigt