Denne artikel blev oprindeligt udgivet før VM i håndbold i 2021.
Lad os slå det fast med det samme: Håndbolden blev opfundet i Danmark i 1897.
Men om spillet blev opfundet på Fyn, er dog en anden snak. I Nyborg er man til gengæld ikke i tvivl.
- Vi betragter det som om, at Nyborg er fødested til håndbolden, siger Carsten Madsen, der er formand for Nyborg GIF Håndbold.
DHF fejrede jubilæum på Fyn
Carsten Madsen har spillet håndbold hele livet, og han glæder sig over, at Dansk Håndbold Forbund, DHF, officielt anerkendte den danske opfindelse af sporten ved at fejre 100-året for sporten på Fyn i 1997,
- Når vi nu er engageret i håndbold, og håndbold er så stort i Skandinavien og Europa, så er det sjovt, at det er Nyborg, der er arnested, siger Carsten Madsen.
- DHF har anerkendt, at det er i Danmark, det er opfundet, og vi mener så, at det er i Nyborg, fortæller han.
Opfundet af skolelærer
Ifølge nyborgenserne er det skolelærer Rasmus Nicolaj Ernst, der opfandt spillet i 1897 på Borger- og Kommuneskolen i byen, og det støttes delvist af en af landets førende eksperter på området.
- En del af håndboldens danske vugge har stået i Nyborg ved hjælp af Ernst, som var lærer i Nyborg. Der er en anden fløj, som mener, det var Holger Nielsen fra Ordrup på Sjælland, som opfandt spillet, siger Bjarne Andersen, der er lektor emeritus ved Syddansk Universitet.
- Det har de skændtes meget om i starten, fastslår han.
Holger Nielsen fastlagde det første regelsæt for håndbold i 1906, og en af de første officielle håndboldkampe blev spillet året efter, og den var arrangereret af Holger Nielsen.
Hvem opfandt håndbolden?
Håndbold var meget anderledes i 1897
Bjarne Andersen er en af forfatterne til en bog om håndboldens historie gennem 100 år, og han gør opmærksom på, at spillet var noget anderledes, da det blev opfundet. Uanset hvem man tilskriver æren, blev spillet opfundet til idrætstimerne.
- Det var for at give skoleeleverne - både drenge og piger - et godt udendørsspil. I starten var der mange flere på banen, end der er i syvmandshåndbold i dag. Man brugte til dels rugbyregler, det blev spillet med en fodbold, og man måtte løbe med bolden, forklarer Bjarne Andersen.
Selv om man både i Nyborg og på Sjælland mener, at håndboldspillet blev opfundet her, er der også andre, som gør krav på æren - både tyskere og tjekker.
Og her kan tyskerne især have en pointe. Reglerne, der spilles med i dag, blev først opfundet i starten af 1930’erne - af tyskerne og ikke af danskere.
Blev håndbolden opfundet i Nyborg?
- Ja, hvis de gerne vil have det, afslutter en grinende Bjarne Andersen.