Spørgsmålene er mange, svarene få.
For mens nedbrydningsfirmaet P. Olesen de seneste måneder har slået store huller i den massive bygningsmasse på den gamle Lynfrosten-grund i Nyborg, er det ganske små sprækker af oplysninger, der når ud til offentligheden om det 1.500 kvadratmeter store butikscenter, der skal huses på den stærkt forurenede grund.
TV 2 Fyn har i mere end fem uger på telefon, mail og sms forsøgt at få Innovater, der står bag projektet, i tale, men uden held.
Også Nyborgs erhvervsudvalg har ønsket at blive orienteret om projektets fremdrift, og det er man netop blevet, men dog kun på et mere overordnet niveau.
Heller ikke politikerne ved, hvornår centret slår dørene op, og om det bliver til julehandlen 2023 eller først til næste forår, som tidligere oplyst af Innovater, tør ingen bekræfte.
Næsten fuldt hus
- Vi har fået at vide, at otte ud af ti lejemål nu er udlejet, og det er dejligt at høre. For ambitionen var at nå op på 70 procent inden åbningen, siger formanden for erhvervsudvalget Peter Wagner Mollerup (V).
Han kan til gengæld oplyse, at kommunen formentlig er klar med en byggetilladelse inden for et par uger.
Byggeriet skal ske på de allerede eksisterende sokler, og der ligger en plan for overfladevand og tilslutning af spildevand. Ligeledes skal parkering og nyt lyskryds ved Banegårds Allé være klar, inden centret åbner.
Indtil videre har Innovater oplyst, at Harald Nyborg, Sport 24 og Elgiganten rykker ind på grunden. Det skete i slutningen af oktober 2021.
Politikerne var stillet i udsigt, at der kunne komme navne på flere lejere for en del måneder siden, men det er ikke tilfældet.
Ifølge Peter Wagner Mollerup har Innovater oplyst, at man formentlig er klar til indvie offentligheden og Nyborgs politikere om flere detaljer om en måneds tid.
Det er fortsat Philipsen Gruppen, der ejer Lynfrosten-grunden igennem selskabet Storebæltsvej 10, Nyborg Aps.
Ejendomsværdien er 24 millioner kroner.
Et andet sted i byen ser der nu også ud til at komme skub i et stort projekt, der længe har ligget stille. Således har kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) nu lovet at gå helhjertet ind i sagen om Nyborg Slot.