Sonja Marie Jensen skrotter borgmesterdrømmen: - Jeg kan ikke holde til politik længere

Helbredsproblemer har fået Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Nyborg Sonja Marie Jensen til at melde ud, at hun ikke vil gå efter de gyldne kæder til næste valg. Hun bliver sidende i byrådet perioden ud, men har ikke taget stilling til, om hun genopstiller.

Det er dårligt helbred, som har fået den unge socialdemokratiske profil Sonja Marie Jensen til at lægge borgmesterdrømmene på hylden. Det fortæller hun selv til TV 2 Fyn, efter hun til morgen på Facebook meldte ud, at hun ikke vil være Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Nyborg til næste kommunalvalg.

- Det er en mega hård beslutning. Jeg har virkelig også været ked af det de sidste par dage, hvor jeg har fortalt henholdsvis byrådsgruppen og bestyrelsen det. Det har været næsten halvdelen af mit liv, siger hun.

Den 29-årrige politiker har besluttet, at prisen for det politiske arbejde er for høj. I februar 2022 hun sygemeldt og var væk i flere måneder.

- Det, jeg er kommet frem til, er bare, at jeg ikke kan holde til at være i politik længere. Min krop siger fra på måder, som næsten skræmmer mig. Det er jeg nødt til at lytte til, siger hun.

- Jeg kunne ikke hænge sammen

Hun siger selv, at hun ind til nu ikke har været god nok til at lytte til sin krops signaler. 

- Det lyder hårdt at sige, at man lå og ikke rigtig fattede noget. Jeg kunne overhovedet ikke hænge sammen. 

Siden har hun oplevet fysiske symptomer på stress. Hun fortæller, at det er gået ud over hendes syn, søvn og almindelige velbefindende. 

Udmeldingen kommer samtidig med, at der er opstået et politisk stormvejr i Nyborg. I sidste uge slog en rapport fra BDO fast, at der er sket omfattende fejl i behandlingen af et stort antal sager, som især involverer udsatte børn.

I tirsdags kunne TV 2 Fyn fortælle, at borgmester i Nyborg Kenneth Muhs (V) har kendt til problemerne på området i hvert fald siden 2019, hvor borgmesteren modtog en rapport fra Socialstyrelsens task-force, som påpege lignende problemer på området. 

Det fik Sonja Marie Jensen til at erklære, at hun ikke længere har tillid til borgmesteren, 

quote Jeg er 29 år. Jeg skal ikke blive syg hele tiden

Sonja Marie Jensen (S)

Grønlandstur spillede en uventet rolle

Derudover har hun netop været på Grønland i seks uger, hvor hun havde orlov fra byrådet. Det endte med et tilfælde at blive medvirkende til hendes beslutning. 

Mens hun var væk, skiftede Nyborg Kommune mailsystem. Det betød også, at hun ikke kunne tilgå mange af de digitale platforme, hun normalt kommunikerer på. De eneste måder, hun kunne få nyheder på, var via Facebook eller medierne. 

- Det pres, der lige pludselig blev løftet af mig, det gjorde, at jeg lige pludselig oplevede, at min krop på en anden måde fik ro på. Det er skræmmende, hvor lidt der skulle til, for at jeg lige pludselig kunne mærke, at jeg fik det både fysisk og psykisk bedre, siger hun. 

Hun understreger dog, at turen til Grønland ikke er den eneste grund til, at hun har valgt ikke at stille op som borgmesterkandidat til næste valg. 

- Det er mange ting. Det er en beslutning, jeg har truffet i løbet af de sidste par uger, siger hun. 

- Selvfølgelig er der nogle, der har spurgt mig, mens jeg var syg, om jeg var sikker på, at det var en god idé at vende tilbage, og om jeg ikke skulle passe på mig selv. 

- Jeg har bare kørt derudad. Jeg kunne overhovedet ikke forstå, at folk spurgte ind til det, siger hun. 

Det kan hun dog godt forstå nu blandt andet, når hun ser sig selv på billeder fra tidligere. 

- Når jeg sidder og ser billeder af, hvor sindssygt smadret jeg har set ud, så kan jeg virkelig godt forstå, at der er rigtigt mange, der har været bekymret for mig, siger hun. 

Stopper ikke på grund af rapport om børnesager

Sonja Marie Jensen understreger, at det aktuelle politiske stormvej i Nyborg ikke har haft noget at gøre med hendes udmelding.

- Jeg vil være ærlig og sige, at jeg overvejede, om jeg skulle vente med at gå ud med det her for at det ikke skulle støje, for det har ikke nogen sammenhæng med sagen, men når man først har truffet beslutningen, skal man ligesom sige det højt, siger Sonja Marie Jensen.

- Indholdsmæssigt har sagen ikke spillet en rolle, men der hvor den har spillet en rolle, det er det her med, at nu sidder vi endnu en gang med en sag, hvor der er blevet lavet fejl over rigtigt mange år, og på en eller anden måde er det så trættende at blive ved med at se ting, som man faktisk har råbt højt om mange år komme som verdens største overraskelse for Venstre, siger hun.  

Sagen har dog ikke været udslagsgivende for, at hun har besluttet, at hun ikke skal være borgmesterkandidat til næste valg. 

- Det er ikke derfor, jeg har truffet beslutningen. Jeg har truffet beslutningen, fordi jeg er nødt til at have det bedre. Jeg tror også, at jeg havde truffet beslutningen, hvis var kommet hjem fra Grønland, og alt bare havde været super fint, siger hun. 

Hun gentager, at der ikke er noget arbejde, som er værd at blive syg for. 

- Jeg er 29 år. Jeg skal ikke blive syg hele tiden, siger hun. 

Nu vil Sonja Marie Jensen fokusere på sin uddannelse til lærer. 

- Jeg bliver sidende i byrådet og gør perioden færdig, men jeg har ikke taget stilling til, om jeg stiller op næste gang, siger hun. 

Er det her det sidste, vi kommer til at se til dig i politik?

- Det tror jeg ikke, at jeg har et godt svar på lige nu. Nu skal jeg fokusere på at få det bedre. Som mit helbred er lige nu, så kan jeg ikke være i politik på det niveau, jeg har været, ind til videre.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt