Akutpakke: Hanne er skeptisk

Én af dem, der ryger ud af dagpengesystemet den 1. januar, er Hanne Bork fra Odense. Hun er dog ikke imponeret over den akutjob-pakke, som regeringen onsdag præsenterede.

Hanne Bork er en af de i alt 3629 fynboer, som er i fare for at miste dagpengene ved årsskiftet. Akutpakken skulle være redningsplanken, men Hanne Bork er skeptisk.

- Der er jo ikke noget nyt i det. Der er ikke job eller vækst. Det er bare spørgsmål om, at vi skifter rundt på, hvem der er i arbejde, siger hun.

Akutjob-aftalen er indgået mellem regeringen, Danske Regioner, Kommunernes Landsforening og Dansk Arbejdsgiverforening. I alt skal 12.500 ledige job reserves til de ledige, der står på kanten af dagpengesystemet. Guleroden for arbejdsgiverne er en bonus på 25.000 kroner, når de ansætter en langtidsledig.

Hanne Bork er uddannet ingeniør. Hun har været ledig i cirka tre år, og om 12 uger vil hun miste sine dagpenge. De 25.000 kroner, som virksomhederne får i bonus ved at have en langtidsledig ansat i et år, tror hun dog ikke vil have den store effekt.

Også formanden for DI Fyn, Søren Vilby, tvivler overfor TV 2/FYN på, at jobbene er der - bonus eller ej.

Oversigt

    Oversigt