A.P. Møller Fonden med stor donation: Odense Teater skal renoveres for 100 millioner kroner

Teatrets Store Scene lukker, mens renoveringen foregår, og derfor skal Odense Teater ud og finde nye sale.

Odense Teater skal renoveres og moderniseres for 100 millioner kroner.

En stor del af pengene – 80 millioner kroner – bidrager A.P. Møller Fonden med, mens teateret selv skyder fem millioner kroner i projektet. Renoveringen og moderniseringen mangler stadig 15 millioner kroner, men Odense Teater er så sikre på, at de sidste penge nok skal komme, at man nu har valgt at offentliggøre planerne, som skal fremtidssikre teatret. 

Og det er ikke småting, der skal overgå landets næstældste teater, som vil være lukket, mens renoveringen foregår.

Det er blandt andet foyerområder og publikumsområder, der skal istandsættes, og al teknik skal moderniseres, så medarbejdere får bedre arbejdsforhold, og så teatrets gæster kan se frem til flottere opsætninger.

Det er i hvert fald ambitionen med projektet.

- Jeg kan ikke overdrive betydningen af denne donation for Odense Teater, lyder det fra teaterdirektør Jacob Schjødt i en pressemeddelelse.

- Vi har et smukt og vidunderligt teater, men det er en slidt bygning, hvor vi leverer scenekunst på højeste niveau på trods af faciliteterne, siger han også.

Foyeren skal bringes tilbage til lysere og  venligere farver. De gamle trædøre skal bevares, mens teatret etablerer skydedøre i glas.
Foyeren skal bringes tilbage til lysere og venligere farver. De gamle trædøre skal bevares, mens teatret etablerer skydedøre i glas.
Foto: Odense Teater


Ingen ændringer for medarbejderne

Hvor lang tid teatret er lukket på grund af renoveringen, er stadig uvist. Men mens det er det, kan der ikke blive opført forestillinger på Store Scene. 

Derfor vil teatret forsøge at låne og leje andre teatersale, så de allerede planlagte opsætninger har en scene at være på. 

Odense Teater


I et skriftligt svar siger Jacob Schjødt, at renoveringen ikke får betydning for teatrets faste medarbejdere, bortset fra at opsætningerne skal foregå på andre scener end normalt.

Han siger også, ambitionen er, at antallet af opsætninger i perioden skal komme så tæt som muligt på en normal sæson.

Odense Teater vil vi sikre bedre  adgang i foyeren for  gangsbesværede og  kørestolsbrugere.
Odense Teater vil vi sikre bedre adgang i foyeren for gangsbesværede og kørestolsbrugere.
Foto: Odense Teater


Også millioner til teater i Svendborg

Det er ikke mere end halvanden måned siden, at A.P. Møller Fonden også sendte millioner af kroner til et andet fynsk teater. Da var det BaggårdTeatret i Svendborg, som modtog 84,5 millioner kroner.

Pengene skal bruges til at bygge et nyt teater på den gamle værftsø Frederiksø ved havnen. Her vil man genbruge Stålhallens oprindelige konstruktion for at bevare det industrielle udtryk, og af den grund skifter BaggårdTeatret også navn til Stålhallen Teater.

- Det nye teaterhus i Stålhallen på Frederiksø vil med placeringen midt i Svendborg Havns aktive værftsindustri styrke byens udvikling og det rige kulturliv, lød det fra A.P. Møller Fondens formand Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla i juni.

A.P. Møller Fonden har ikke ønsket at kommentere dens bidrag til Odense Teater.

 

Til venstre ses det oprindelige foyerområde, og til højre er det nuværende. Odense Teater vil genskabe det gamle udtryk.
Til venstre ses det oprindelige foyerområde, og til højre er det nuværende. Odense Teater vil genskabe det gamle udtryk.
Foto: Odense Teater

Oversigt

    Oversigt