Cykelbanen er klar

Seks år efter de første planer tog form, er Odenses nye, overdækkede cykelbane nu klar til brug.

Cykel-arenaen er bygget i Odense Idrætspark i Bolbro. Her lå også den 65 år gamle, slidte cykelbane.

Den er 7000 kvadratmeter stor, med indbygget atletikanlæg og har kostet kommunen 73 millioner kroner.

Claus Rasmussen fra Cykling Odense er en glad mand i disse dage. Cykelbanen skulle have været færdig tilbage i april, men den blev forsinket.

Men nu er den her så, og så skal den selvfølgelig prøvekøres. Det får juniorrytter Anika rasmussen lov til, og hun er mindst ligeså tilfreds med resultatet som formanden selv.

- Den er meget bedre end den gamle cementbane, for der var så mange huller i den gamle, og nu er der bare ingenting, så det er helt fantastisk at køre på.

Claus rasmussen er sikker på, at det ikke kun er de lokale ryttere som Anika rasmussen, der får glæde af den nye bane:

- For byen tror jeg også, det bliver et stort aktiv. Der kommer rigtig mange udefra, der vil være med til at bruge hallen, både atletik og cykling, så vi får mange gæster på besøg i den kommende tid, siger han.

Cykelbanen åbner officielt til oktober, og så kommer der rigelig trafik på den.

- Det bliver fra 06.30 om morgenen og til 22-23 om aftenen, siger Claus Rasmussen.

Oversigt

    Oversigt