En trøje til 8.000 kroner: Kasper ejer 176 OB-trøjer - én trøje betyder mere end de andre

I 30 år har Kasper Brunsvig Vinkler samlet på OB-trøjer. Indtil nu er det blevet til 176.

Fyn fortjener et hold i Superligaen

Fodboldtrøjerne hænger én efter én i de to klædeskabe. To bøjlestænger i hvert skab skal der til for, at der er plads til alle.

Kasper Brunsvig Vinkler har så mange OB-trøjer, at han faktisk ikke har tal på dem, før TV 2 Fyn beder ham lave optællingen.

Så han må i gang med at tælle.

- 1, 2, 3, 4, 5, 6 ...

Det tager ham 2 minutter og 57 sekunder at nå frem til den sidste trøje.

- 174, 175, 176, slutter han. 

I 30 år har Kasper Brunsvig Vinkler samlet på OB-trøjer. Han begyndte efter sin allerførste tur på stadion, da han var omkring ti år gammel.

- Det er en sær hobby, det ved jeg godt. Det er en måde at udtrykke sin dedikation. Det er loyalitet, forklarer han.

TV 2 Fyn har mødt Kasper Brunsvig Vinkler, fordi vi sparker vores kampagne "Fyn fortjener et hold i Superligaen" i gang. I den anledning vil vi tale med fans og vise følelser, stille skarpt på analyser og heppe OB hele vejen tilbage til landets bedste række.

Et blødende hjerte

I dag bruger Kasper Brunsvig Vinkler nemt ti timer om ugen på at finde nye trøjer til sin samling.

- Det er et hul, jeg kan falde ned i. Fodbold er følelser. Det er nok det, man kan koge det ned til.

Derfor gjorde det også ekstraondt, da OB tidligere i år endte på den helt gale side af nedrykningsstregen, og nu må tage en sæson i 1. division. 

- Det lyder fjollet, men det gjorde mig faktisk ked af det. At være fortabt er en god beskrivelse. Samme weekend smed Brøndby guldet, og det var den eneste trøst. Det mener jeg helt ind i hjertet, siger Kasper Brunsvig Vinkler.

De nye NordicBet Liga-trøjer er dog - selvfølgelig, fristes man til at sige - indkøbt og hænger i skabet. Nedrykningen ændrer nemlig intet i trøjesamlingen.


Omkring halvdelen af trøjerne i klædeskabene er såkaldte match worn-trøjer - altså trøjer, spillerne har haft på under en kamp.

Én gang er det lykkedes Kasper Brunsvig Vinkler at gribe en kamptrøje selv.

- Det var Martin Borres. Det var en kamp mod FC Midtjylland i 2005 på hjemmebane, husker han.

Resten af trøjerne har han enten købt eller fået foræret af spillere eller andre OB-fans.

Blod, sved og græs

Han vil skyde på, at han selv har brugt 70.000-80.000 kroner - måske endda mere. Han måtte af med 1.400 kroner for en match worn-hyldesttrøje til målmandslegenden Lars Høgh. Til gengæld er han efterfølgende blevet budt 8.000 kroner for den. 

- Jeg siger til min kone, at det er en opsparing, hver gang hun opdager, jeg har købt en ny trøje. Men det kræver også, at vi på et tidspunkt sælger dem, og det kommer ikke til at ske, fortæller Kasper Brunsvig Vinkler.

Han og hustruen har ikke altid samme forståelse for de propfyldte klædeskabe. Alligevel har han fuld opbakning til sin hobby.

- Jeg gik engang og ventede på en kamptrøje, jeg havde købt. Da jeg fik åbnet pakken undrede min kone sig over, at der var jord og græs på den. For mig var det en måde at verificere, at den klart var ægte. Værdi er forskellig for alle, siger Kasper Brunsvig Vinkler.

Indtil nu er det blevet til 176 trøjer, men hans kone må sande, at det langt fra er her, samlingen slutter. 

Foruden alle kommende trøjer - både hjemmebane-, udebane- og målmandstrøjer - jagter Kasper Brunsvig Vinkler også fortsat de trøjer fra tidligere sæsoner, der for ham udgør de meget synlige huller i samlingen i dag.

Oversigt

    Oversigt