Færre hjemløse på Fyn

Denne uge er en optælling af landets hjemløse i gang. Stik imod landstendensen forventes det at antallet fortsat falder på Fyn.

Mens antallet af hjemløse stiger på landsplan - så er tallet faldende på Fyn. En af dem, der har haft gavn af det, er Emilie Olsen.

- Jeg har været en stor misbruger. Hashmisbrug har jeg haft siden jeg var 16-17 år, hvor jeg har røget hver eneste dag.

Det endte med at hun mistede sin bolig og var hjemløs i et år. Men for 9 måneder siden fik hun sin egen lejlighed i Odense.

- Det er en stor hjælp at have sin egen lejlighed. Så kan jeg lukke ting ude, når jeg selv vil. Jeg har fået den støtte, jeg havde brug for. Nu kan jeg styre mit misbrug. Før kunne jeg ikke undvære det en eneste dag, men nu kan der gå en uge uden jeg ryger det, fortæller hun.

For at få et samlet overblik hvor stort problemet med hjemløse er, er der i denne uge gang i en landsdækkende optælling. Det er femte gang, det Nationale Center for Velfærd kortlægger antallet af hjemløse. Ved den sidste optælling i 2013 var der 5820 hjemløse, 110 af dem holdt til i Odense.

Kommunen forventer, undersøgelsen vil vise, at der er kommet færre borgere uden tag over hovedet. Det fortæller 1. viceborgmester Brian Dybro, SF.

- Vi håber, tallet er kommet endnu længere ned, fordi det at være hjemløs er et miserabelt og hårdt liv. Dybest set bør vi jo slet ikke have et samfund, hvor folk lever på gaden, siger han.

Optællingen af hjemløse forventes at være færdig efter sommerferien.

Oversigt

    Oversigt