Der er ikke flertal for at håndtere smitteudbruddet i Vollsmose med eksempelvis tvangstest.
- Som jeg har forstået folketingets partier op til det her møde, mente jeg, der var et helt entydigt ønske om, at vi skulle slå hårdt ned på de her lokale nedbrud, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til TV2 og tilføjer:
- Det er altså et forslag, som Folketinget så alligevel ikke er klar til at bruge. Det vil jeg så tage til efterretning.
Regeringen har således ikke kunnet finde flertal for Epidemikommissionens foreslag om blandt andet at indføre tvangstest og tvangsisolation af beboere i Vollsmose for at inddæmme coronasmitten. Overtrædelse af dette skulle medføre en bøde.
På et pressemøde siger Magnus Heunicke, at der i Folketingets epidemiudvalg kun er flertal for at isolere, enten privat eller kommunalt.
Høje smittetal
Tallene for smitte med coronavirus har længe været høje i Vollsmose, og mandag var der i løbet af det seneste døgn konstateret 12 nye smittetilfælde i Odense-bydelen. Det betyder, at incidenstallet er oppe på 951,5. Søndag lå incidenstallet på 875.
Som følge af smitten har regeringen anmodet den nedsatte epidemikommission, som består af en række embedsmænd fra primært ministerier og styrelser, om at vurdere en række forslag til at dæmpe smitten i bydelen.
Op mod 8.000 er testet
Men indstillingerne fra kommissionen har altså ikke vundet gehør - eller i hvert fald flertal - hos de partier, der har været til forhandlingsbordet mandag.
Per Larsen, der er sundhedsordfører for Konservative, siger til TV 2, at tvang ikke er et middel, som kan hellige målet om at inddæmme smitten lokalt i Odense-bydelen.
- Vi har set, at det kan lade sig gøre at få smittetallene bragt ned andre steder både på Vestegnen ved København, i Kolding og i Ringsted, så derfor er der ikke nogen grund til at stikke bøder ud nu, siger Per Larsen til TV 2.
Rådmænd imod tvang
Christoffer Lilleholt er således enig med de rådmænd TV 2 Fyn har snakket med mandag eftermiddag. Her sagde blandt andre Christoffer Lilleholt (V), at det ikke var tiden at bruge tvang.
- Mange ting fungerer effektivt i diktaturstater, men det betyder ikke, at vi skal bruge dem, lød det fra Christoffer Lilleholt.
Også rådmand Susanne Crawley (R) var afvisende overfor tvang og bøder og sagde, at forslaget kom på et dårligt tidspunkt, efter den seneste tids indsats, hvor mere end ti procent af beboerne i Vollsmose har ladet sig teste om dagen, og hvor skolelærere har ringet rundt til familier og opfordret alle til at lade sig teste.
- Det er tæt på at være tarveligt efter den indsats, der har været derude i både sidste uge og i denne uge. Man sender et virkelig skidt signal, sagde Susanne Crawley.