I december sidste år blev Noah Ruus og en kammerat angiveligt udsat for et voldeligt overgreb af en vikar på Hunderupskolen.
- Han tager først fat i deres arme og slæber dem 30 meter op ad en gang ind på dét, de kalder skoletorvet, hvor han så tager fat i deres nakker som et myregreb og holder dem nede, fortæller Noahs far, Kristoffer Ruus.
Jeg er rasende. Jeg synes simpelthen, at det er hovedrystende
- Og så driver ham dem op igen ved at tage kvælertag på dem, og så giver ham dem et endnu hårdere slag i baghovedet, supplerer Noahs mor, Charlotte Ruus.
Efter episoden blev forældrene ikke tilkaldt eller kontaktet telefonisk. Den eneste kontakt fra skolen var en mail via forældreintra.
- Jeg er rasende. Jeg synes simpelthen, at det er hovedrystende, fortæller Charlotte Ruus.
Kristoffer Ruus mener, at skolen burde have kontaktet dem med det samme.
- Hun (skoleleder red.) skulle have sagt, at I bliver nødt til at komme herind med det samme, fordi vi har en situation, som skal håndteres på den helt rigtige måde, fortæller Kristoffer Ruus.
Noahs forældre valgte på eget initiativ at tage på skadestuen for at få dokumenteret følgerne af overfaldet, og dagen efter valgte de at politianmelde sagen.
Hverken Hunderupskolen eller Børne- og ungeforvaltningen havde valgt at opfordre forældrene til at dokumentere skader eller politianmelde sagen.
Dagen efter overfaldet var den pågældende vikar stadig på skolen. Først senere på dagen blev han fritaget for tjeneste, og indkaldt til en tjenstlig samtale.
Fyns Politi har efterforsket sagen, der nu ligger hos anklagemyndigheden. Inden for 14 dage bliver det besluttet, om der bliver rejst tiltale mod vikaren. Vikaren har ikke ønsket at tale med TV 2/FYN.
Skoleleder på Hunderupskolen, Helle Hjorth, beklager sagen, og fortæller, at hun har holdt flere møder med Noahs forældre.