Forargelse på Christiansborg over puff bar-sag: - De begår overgreb på børn

Der skal slås hårdt ned på dem, der misbruger børn og unge seksuelt, når de sælger puff bars for blowjobs, mener Socialdemokratiets fynskvalgte retsordfører Bjørn Brandenborg.

- Det er sindssygt ulækkert. 

Det fynskvalgte folketingsmedlem Bjørn Brandenborg (S) er rystet over de historier, TV 2 Fyn de seneste dage har fortalt om unge piger, der køber puff bars til gengæld for seksuelle ydelser.

Drengene og mændene kommer i kontakt med pigerne primært gennem Snapchat, og her aftaler de, hvad ydelsen skal være for de hyperpopulære, stærkt nikotinholdige e-cigaretter puff bars, som siden april 2022 har været forbudt at sælge i Danmark.

Efterfølgende foregår selve handlen blandt andet på toilettet på McDonald's på Fisketorvet.

- Det er jo misbrug af børn og unge mennesker, og det skal vi selvfølgelig have sat en stopper for, siger Bjørn Brandenborg, der er retsordfører i Socialdemokratiet, til TV 2 Fyn.

- Det at presse unge mennesker til at give dem seksuelle ydelser mod at få noget til gengæld, det er jo gravalvorligt. 

Vil ikke gøre puff bars lovlige

Efter TV 2 Fyn har fortalt historien, har flere læsere meldt ind med påstande om, at udviklingen kommer som konsekvens af, at man forbød salget af puff bars i 2022. 

- Det er resultat af et forbuds-Danmark. Jo mere der forbydes des mere kommer der af alt der kan modregne de ulovlige varer, skriver Facebook-brugeren Svend Vile på TV 2 Fyns Facebook-side.

- Forbud gør intet andet end at tvinge folk til at finde tvivlsomme løsninger. Lovlige kontrollerede tilbud og dertilhørende information, det ville virke 1.000 gange bedre, skriver Ulf Marnil Hansen. 

Men det giver Bjørn Brandenborg ikke meget for. 

- Det her handler ikke om nikotinprodukter. Det her handler om nogle unge mennesker, der bliver udnyttet af nogle forbrydere, og det er det, vi skal have sat en stopper for. Nikotinprodukter har aldrig været til børn og unge – og det bliver det heller aldrig.

- For det andet så skal vi aldrig nogensinde lovliggøre noget, fordi nogle udnytter vores børn og unge seksuelt, siger Bjørn Brandenborg.

Skal straffes hårdt

I stedet for at ændre lovgivningen for salg af nikotinprodukter med smag, så mener Bjørn Brandenborg i stedet, at politiet skal hjælpes i deres arbejde. 

- Det vi skal gøre, er at sørge for, at politiet får fat i de her kriminelle, der begår overgrebene på vores børn og unge og får givet dem en ordentligt straf for det, de har begået. 

Samtidig mener han, at man skal sørge for at beskytte de unge piger, der havner i de her situationer, endnu bedre. 

- At de unge mennesker bliver udnyttet seksuelt, er aldrig de unges skyld. Det er den person og de forbrydere, der begår de her overgrebs skyld. Sådan er det altid. Det må aldrig være sådan, at nogen af de her børn og unge tror, at det er deres skyld, at der er nogen, der misbruger dem seksuelt.

Skal tale med de unge piger

Rosa Eriksen, der er fynskvalgt socialordfører for Moderaterne i Folketinget er enig med Bjørn Brandenborg i, at situationen skal håndteres med stor alvor. 

- Vi skal have talt med den her gruppe af unge piger, så vi får lært dem, at man ikke bare bruger sex som handelsvare. Det handler om, at vi skal klæde dem bedre på og undervise dem i, at sex skal være forbundet med nydelse og kærlighed og ikke som en handelsvare, siger Rosa Eriksen til TV 2 Fyn. 

Hun får opbakning fra Liberal Alliances socialordfører Katrine Daugaard, der ligeledes er valgt på Fyn. 

- Jeg synes, det er ganske forfærdeligt. Man bliver jo overrasket over, at det foregår, og jeg kan næsten ikke vente med at spørge mine egne børn, om de kender til sådan noget her.

- Det er ikke ny viden, at børn bytter seksuelle ydelser for eksempelvis McDonald's-mad eller i forbindelse med sugardating. Derfor synes jeg, det er meget vigtigt at få fokus på blandt andet i seksualundervisningen.

Flere politikere i Odense Kommune har efter TV 2 Fyns afsløringer meldt ud, at de vil kigge på sagen omgående, mens Fyns Politi minder om, at det kan give op mod seks år at facilitere, at mindreårige yder seksuelle ydelser mod betaling. Samtidig understreger de, at de tager sagen meget alvorligt.

Oversigt

    Oversigt