OB-målmand Oliver Christensen startede inde i sin første landskamp nogensinde, da Danmark onsdag aften spillede testkamp mod Sverige på Brøndby Stadion.
Det lykkedes det 21-årige målmandstalent fra Kerteminde at holde buret rent i kampen, der endte 2-0. Svenskerne havde kun ganske få chancer i løbet af arvefjendeopgøret. Indskifterne Jonas Wind og Alexander Bah scorede målene for Danmark.
OB-målmanden blev søndag ekstraordinært udtaget efter en lang række afbud til landskampen som følge af coronarestriktioner og karantæneregler. Landsholdets sædvanlige førstevalg, Kasper Schmeichel, og en række andre målmænd kunne ikke spille kampen.
Første OB-målmand i 25 år
Dermed blev Oliver Christensen den første OB-målmand i mere end 25 år i buret på landsholdet. Det er ikke sket siden, at OB-legenden Lars Høgh stod i målet, da Danmark spillede mod Mexico 11. januar 1995.
Oliver Christensen er kendt under tilnavnet "Gribben fra Kerteminde". Han fik sin superligadebut for OB for to år siden - også på Brøndby Stadion.
På søndag og næste onsdag spiller landsholdet vigtige Nations League-kampe mod henholdsvis Island og Belgien. Det er endnu uvist, om Oliver Christensen bliver udtaget til disse kampe.