Hesten Farissa påkørt af lastbil: Chauffør har meldt sig

Den lastbilchauffør, som torsdag eftermiddag påkørte en hest på Gammel Højmevej i Odense, har meldt sig. Han opdagede ikke, at han ramte hesten, fortæller han.

Torsdag eftermiddag påkørte en lastbil hesten Farissa på Gammel Højmevej i Odense. Nu har chaufføren meldt sig selv. 

Det var hestens ejer, Frederikke Neumann, som fik opsporet vognmanden og ringet til ham.

Efterfølgende ringede chaufføren til Frederikke og undskyldte for episoden, hvor hesten blev ramt på den ene balle, men slap med et overfladisk sår.

- Chaufføren ringede selv til mig. Han var meget ked af det, og fortalte, at han ikke havde opdaget, at han havde ramt Farissa, fortæller Frederikke Neumann til TV 2/Fyn.

Chaufføren forklarede, at han havde set i bakspejlet, at Farissa havde reageret, men troede at hesten var blevet forskrækket.

Frederikke Neumann har efterfølgende henvendt sig til politiet, som har overtaget sagen.

Hvem der i sidste ende skal betale dyrlægeregningen er endnu uvist, fortæller Frederikke Neumann.

Frygt for rygskade

Uheldet skete, da den 25-årige rytterske og en veninde ved 16-tiden var på vej til springundervisning på Højmegaard Rideklub. 

Frederikke kørte på cykel, mens veninden red Farissa. Lastbilen overhalede, da den modkørende trafik var væk og ramte under overhalingen Farissa, så den blev skubbet nogle meter frem. Lastbilen stoppede ikke, men fortsatte i retning mod Brændekilde.

En dyrlæge tilså efterfølgende hesten, og udover såret er der mistanke om, at Farissa har pådraget sig et piskesmæld eller en rygskade.

Oversigt

    Oversigt