Husstande i Odense fortsat ramt af vandforurening

I alt 218 husstande i den nordvestlige del af Odense skal koge vandet weekenden over. Drikkevandet kan være forurenet.

Der blev torsdag fundet bakterier i drikkevandet i dele af Åbakkevej, Tyrsbjergvej, Sukkeræblehave, Ydunsæblehave, Guldæblehave, Lundsgårdshave, Lundsgårdsvænge og Bækkelundshave i Odense NV.

Da der er risiko for, at drikkevandet er forurenet, anbefaler embedslægen, at beboerne koger vandet, før det drikkes eller bruges til madlavning, oplyser VandCenter Syd.

Der er målt såkaldte coliforme bakterier i en vandprøve, der er udtaget fra ledningsnettet.

Fredag eftermiddag var meldingen fra afdelingsleder Finn Mollerup fra VandCenter Syd, forbrugerne skal fortsætte med at koge vandet, indtil videre weekenden over.

Kogeanbefaling

Vandet skal koges

Indtil videre anbefales 218 husstande i det berørte område at koge vandet, før de drikker af det eller bruger det til madlavning.

To minutters kogning dræber bakterierne i vandet, men vandet fra hanerne kan godt bruges til for eksempel tøjvask, bad, kogning af kartofler og lignende.

VandCenter Syd formoder, at forureningen er sket i forbindelse med et ledningsarbejde.

- Vi vil løbende via vores hjemmeside holde beboere og medier orienteret om situationen, skriver VandCenter Syd.

Alle berørte beboere får direkte besked og vejledning på brev eller sms.

Oversigt

    Oversigt