Da en person få minutter før midnat lørdag aften gik ned ad Tværgade i Odense studsede han over, at der hang en plastflaske i en snor ud over den gule murstensmur ved Odense Arrest.
Personen kontaktede derfor politiet, som kunne konstatere, at flasken havde et hul, så der kunne puttes ting ind i den. Og i den anden ende af snoren sad en arrestant, som ikke kendte noget til hverken snor eller flaske.
- Det var måske et forsøg på at indsmugle noget ind i - eller måske ud af - arresten, siger vagthavende ved Fyns Politi, Hans Jørgen Larsen, og tilføjer, at det "utidige er bragt til ophør".
Der råbes også
Det er ikke sjældent, at politiet opdager eller får anmeldelser om aktivitet ved den gule mur ved arresten, fortæller Hans Jørgen Larsen:
- Nogle gange står der folk og råber op til "lejlighederne", og der har været forsøg på, at flyve noget ind med en drone.
Dømt for drone-forsøg i Nyborg
Netop en drone kostede i februar to brødre henholdsvis 40 og 60 dages betinget fængsel.
En 29-årig indsats et år ældre bror blev taget af fængselsbetjente i Nyborg Fængsel i et forsøg på en nat i november 2016, at flyve en drone ind til fængslet.
Dronen løftede en pakke med en mobiltelefon med oplader, savklinger, søm, lim og en bit op til et cellevindue.