Muligheden for at høre Rushdie fortælle om sit forfatterskab og måske også stille ham et spørgsmål, fik rigtig mange til at stå tidligt op søndag morgen og sikre sig en billet til arrangementet mandag på Syddansk Universitet i Odense.
450 er der plads til og i øjeblikket er 145 skrevet på en venteliste, som administreres af Folkeuniversitetet i Odense.
Den verdenskendte forfatter vil blandt andet fortælle om, hvordan han i sit forfatterskab er inspireret af H.C. Andersen og han vil desuden få overrakt H.C. Andersen Akademiets The Silver Tree.
Enestående mulighed
Som noget helt unikt vil publikum ved dette arrangement få mulighed for at stille Rushdie spørgsmål, ligesom han vil fortælle hvilket H.C. Andersen eventyr, han holder mest af.
Salman Rushdie er i Odense for at modtage den internationale H. C. Andersen Litteraturpris, som er Danmarks største litteraturpris.
Han får overrakt prisen den 17. august af Kronprinsesse Mary. Det sker ved H.C. Andersen Festival åbningsshow i Odense Koncerthus.
Samme dag gæster han også Odense Centralbibliotek. Her vil han læse op af sine værker og være i samtale med Søren Frank og Sten Pultz Moslund, begge lektorer i litteraturvidenskab ved Syddansk Universitet.