Kæmpebyggeri kan være på vej: Facebook vil igen udvide datacenter i Odense

Facebook arbejder på en mulig udvidelse af deres store datacenter i Tietgenbyen i det sydøstlige Odense med en 20 meter høj og 95.000 kvadratmeter stor bygning.

Tech-giganten Facebook overvejer at udvide virksomhedens datacenter i Odense endnu en gang. Denne gang har virksomheden en udvidelse med to datahaller på i alt hele 95.000 kvadratmeter på tegnebrættet.

quote Det er jo et kæmpe byggeri, så byen og de mange underleverandører tjener også på det, ligesom der efterfølgende også er arbejdspladser i det

Christoffer Lilleholt, by- og kulturrådmand, Odense 

Det nye datacenter vil i så fald fordoble størrelsen på Facebooks byggeri i Odense, så Facebook vil have bygninger på omkring 200.000 kvadratmeter i alt i Tietgenbyen.

Det fremgår af dagsordenen for det kommende møde i By- og Kulturudvalget i Odense Kommune.

Udvidelsen blev første gang nævnt tilbage i november, men først nu er der kommet informationer om størrelsen på det mulige kommende byggeri, hvor Facebook altså ønsker at udvide deres datacenter i Tietgenbyen med cirka 95.000 kvadratmeter bygning i op til 20 meters højde.

Hvis Facebook gennemfører planerne om den nye udvidelse, vil den ske på et tilkøbt areal på cirka 390.000 kvadratmeter, der ligger i sammenhæng med den nuværende grund, hvorpå Facebook allerede har to store serverhaller og er i gang med at bygge en tredje.

Facebook-byggeriet vil overskride kommuneplanens rammer, blandt andet den nuværende fastlagte maksimale bebyggelseshøjde på 12 meter, og derfor skal der laves ny lokalplan, hvis byggeriet skal gennemføres. Første step er en 14 dages forhøring med indkaldelse af idéer, forslag og kommentarer til den forestående planlægning og mulige ændring af den gældende kommuneplan.

By- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) er glad for Facebooks investeringer i Odense, og han håber, at endnu en udvidelse også bliver en realitet.

- Indtil nu har vi kun fået positive tilkendegivelser fra Facebook på, at de gerne vil mere her i Odense. Det er dejligt, at de investerer de rigtig mange penge, for det betyder noget for Odense. Det er jo et kæmpe byggeri, så byen og de mange underleverandører tjener også på det, ligesom der efterfølgende også er arbejdspladser i det.

- Så jeg håber, de fortsætter med projektet, siger Christoffer Lilleholt til TV 2 Fyn.

VVM-undersøgelse i gang

Tilbage i november bad Facebook derfor Odense Kommune om at udarbejde en VVM-redegørelse, efter Facebook-selskabet Cassin Networks havde tilkøbt et areal på omkring 39 hektar i sammenhæng med de nuværende bygninger.

Ifølge dagsordenen for det kommende møde i Odense Kommunes By- og Kulturudvalg er den VVM-undersøgelse i gang med at blive udarbejdet.

For at kunne komme i mål med de kommende udvidelser, er det nødvendigt at fælde to mindre fredskovarealer, der ligger på Facebooks nu mere end 900.000 kvadratmeter store grund.

Det ser Christoffer Lilleholt dog ikke som et stort problem.

- Det er jo lidt et kompromis, men det er alligevel skov, som ingen odenseanere kan komme til, og som ligger midt i et stort industriområde, hvor der ligger virksomheder hele vejen rundt. Så hvis vi modsætter os projektet på grund af det, vinder vi ingenting, for ingen får adgang til den skov alligevel.

- Men de har til gengæld lovet at plante dobbelt så meget skov et andet sted, og det gør mig bare glad, siger rådmanden, der i samme åndedrag understreger, at han endnu ikke kan sige noget om, hvor Facebook vil plante erstatningsskov.

Et overblik over Facebooks nu godt 900.000 kvadratmeter store grund i Tietgenbyen. Planerne er, at de kommende bygninger skal bygges vest for den oprindelige bygning, der er formet som et H.
Et overblik over Facebooks nu godt 900.000 kvadratmeter store grund i Tietgenbyen. Planerne er, at de kommende bygninger skal bygges vest for den oprindelige bygning, der er formet som et H.
Foto: Facebook

I november bekræftede Facebooks kommunikationschef for Norden, Peter Münster,  over for Fyens.dk oplysningerne om, at Facebook havde bedt kommunen igangsatte en VVM-undersøgelse i forbindelse med tech-gigantens byggeplaner,  men han sagde samtidig også, at der ikke var truffet endelig beslutning om byggeriet.

Sådan er det fortsat.

- Der er ikke noget nyt vedrørende dette. Vi har stadig ikke truffet beslutning om en eventuel udvidelse, skriver Peter Münster til TV 2 Fyn. 

Det var i januar 2017, at Facebook i samarbejde med Odense Kommune kunne fortælle, at der var planer om et 55.000 kvadratmeter stort datacenter i Tietgenbyen, som skulle køre på 100 procent vedvarende energi.

Datacentret blev officielt indviet i september 2019. 

I oktober 2020 kunne Facebook tage første spadestik til en 30.000 kvadrater meter stor udvidelse af det i forvejen 55.000 kvadratmeter store datacenter, som de åbnede tilbage i september 2019.

Men nu ønsker Facebook altså igen at udvide datacenteret.

Oversigt

    Oversigt