København vinder over Odense: DBU vil placere nationalt træningscenter nær hovedstaden

DBU vil bygge nationalt træningscenter og nyt hovedkontor i hovedstadsområdet. Det har bestyrelsen besluttet.

Odense var nævnt som nyt centrum for nyt træningscenter for Dansk Boldspil-Union (DBU), men det kommer ikke til at ske alligevel.

I stedet vil DBU placere et nationalt træningscenter i hovedstadsområdet. Det må ikke være længere end 45 minutters kørsel fra henholdsvis Københavns Lufthavn og Parken.

Det oplyser DBU på sin hjemmeside.

Det nationale træningscenter skal ligge sammen med et nyt DBU-hovedkontor.

Begge dele har længe været på ønskelisten i fodboldforbundet, men geografien har været uafklaret.

Odense er flere gange blevet nævnt som en mulighed, men det vil give en for lang rejseafstand til nationalarenaen på kampdage, mens spillerne ville skulle bruge mere transporttid, når de rejser til landsholdssamlinger fra alskens klubber rundt omkring i Europa.

Derfor har DBU's bestyrelse truffet en principbeslutning om at placere træningscenteret i hovedstadsområdet. Det skal benyttes af både A- og ungdomslandshold.

Der kommer til gengæld andre DBU-tiltag rundtomkring i landet.

- Det er afgørende for DBU's bestyrelse, at den nye infrastrukturvision gavner hele dansk fodbold på tværs af både ligaer og serier og geografisk på tværs af hele landet.

- Derfor har bestyrelsen samtidig vedtaget at undersøge muligheden for fysisk og digitalt at etablere flere nationale kraftcentre og satellitter, der skal samarbejde om udviklingen af dansk fodbold, blandt andet med fortsættelse af et forsknings- og vidensfokuseret kraftcenter i Odense.

- De nationale kraftcentre skal sammen med det nationale træningscenter udgøre projektet med arbejdstitlen "Hele Danmarks Klubhus", der i samspil med landets klubber skal stå for udviklingen af dansk fodbold over de næste mange år, skriver DBU på sin hjemmeside.

DBU har desuden de overordnede betingelser på plads med Parken og AGF's nye stadion om afvikling af landskampe på de to stadioner fremover. Der er dog ikke underskrevet en kontrakt endnu.

Det årlige repræsentantskabsmøde i DBU finder sted lørdag i Odense.

Sidste år forlød det ellers, at planerne var ved at være lagt for et nyt DBU-træningscenter i Odense. 

Oversigt

    Oversigt