Letbane eller elbus i Odense? Brian og Araz er dybt uenige - nu tager de ny metode i brug

To fynske politikere er taget til Aalborg for at undersøge, om elbusser kan matche letbanen, som står foran en udvidelse i Odense. Men de to politikere er splittede: Er det smart at bygge videre på letbanen, eller kan elbusserne levere en grønnere og mere fleksibel løsning?

Ordene falder uden tøven fra SF's Brian Dybro, rådmand i Odense. Han har placeret sig i et gråt sæde i en elbus, som bumler afsted, men samtidig bevæger sig lydløst gennem trafikken i Aalborg.

Ved siden af ham sidder Araz Khan fra Liberal Alliance i Odense. Han er dybt uenig med Brian Dybro.

- Jeg mener, at BRT-busserne er en supergod løsning - både for klimaet og for bæredygtigheden, siger han.

Det er netop en såkaldt BRT-bus, de sidder i. BRT står for bus rapid transit, og i Aalborg kører de eldrevne busser rundt i en stor del af byen. Det har de gjort siden september 2023, hvor Aalborg som den første by i Danmark sendte de 25 meter lange elbusser ud på vejene i egne vognbaner.

Men hvad er egentlig bedst for mobiliteten, byudviklingen og klimaet i byer som Odense og Aalborg? Er det letbane eller BRT-busser?

Det har Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn sat Brian Dybro og Araz Khan stævne i Aalborg for at finde ud af.

Brian Dybro (SF) og Araz Khan (LA) er stået på BRT-bussen på Kennedy Plads mod Nytorv. De tester, hvordan det er at køre i bussen, og ikke mindst om der er forskel på komforten ved bussens grå sæder modsat letbanens røde sæder.
Brian Dybro (SF) og Araz Khan (LA) er stået på BRT-bussen på Kennedy Plads mod Nytorv. De tester, hvordan det er at køre i bussen, og ikke mindst om der er forskel på komforten ved bussens grå sæder modsat letbanens røde sæder.
Foto: Silje Ida Amalie Andersen

En tur i BRT-bussen

BRT-bussen er stille og lugter lidt sterilt af hospital, da de to politikere stiger på ved Kennedy Plads med kurs mod Nytorv centralt i Aalborg. Passagerne sidder spredt i bussen.

Araz Khan er overbevist om, at BRT-busserne er en fremtidssikker transportløsning.

- BRT-busser er en meget bedre løsning end letbanen, og elbusserne kan implementeres langt hurtigere. Og så kører de i egen bane og udleder langt mindre CO2 end de traditionelle busser, pointerer han, mens han peger ned gennem bussen.

Brian Dybro ryster lidt på hovedet og understreger, at letbanen i hans optik er et bedre valg i det lange løb.

- BRT-busserne kan være en god løsning i nogle byer, men letbanen giver en langt større kapacitet og er en mere langsigtet løsning. Det er nødvendigt at investere i løsninger, der holder på længere sigt. Letbanen har potentiale til at transportere flere mennesker, og det handler om at få flere over i den kollektive trafik, siger han.

I Odenses kollektive trafik er der cirka 19.000 passagerer dagligt i letbanen. I Aalborgs kollektive trafik er der cirka 15.000 daglige passagerer i BRT-busserne.

Passagertal

Investeringer og klima

Elbussen ruller smidigt gennem Aalborgs gader og udnytter sin egen kørebane, hvor den hurtigt overhaler den stillestående trafik. Flere passagerer stiger på bussen, og mange studerende på vej til universitetet finder plads på de grå sæder.

De to politikere står af ved Nytorv, hvor BRT-bussen har sin egen kørebane - ligesom en letbane. Men hvor en letbane skal have anlagt et tracé med skinner og køreledninger, skal BRT-bussen blot have en asfaltvej.

Brian Dybro og Araz Khan er enige om, at både økonomisk vækst og klima skal være i fokus, når der diskuteres kollektiv trafik, men der stopper enigheden også.

- Letbanen vil tiltrække nye borgere og virksomheder, og det er en mere sikker og stabil løsning, siger Brian Dybro og pointerer, at den såkaldte skinneeffekt øger byudviklingen og tiltrække investorer.

- Det er ingen overraskelse, at jeg er uenig med Brian her, begynder Araz Khan og pointerer, at BRT-busserne er en langt billigere løsning end letbanen, både hvad angår etablering og drift.

- Det er økonomisk mere realistisk at investere i BRT-systemer. Busbanerne kræver langt færre ressourcer at bygge, og de kan implementeres hurtigt i flere byer.

(Arkivfoto).
(Arkivfoto).
Foto: Silje Ida Amalie Andersen

Stor forskel på prisen

Prisen for at anlægge BRT-buslinjerne i Aalborg har været 570 millioner kroner. Anlæggelsen af etape 2 af Odense Letbane forventes at koste cirka 1,78 milliarder kroner, hvilket er 292 millioner mere, end hvad der tidligere var blevet beregnet.

I Aalborg dækker BRT-busserne en strækning på 12 kilometer, der går fra Væddeløbsbanen gennem midtbyen ud til det kommende Nyt Aalborg universitetshospital, mens etape 2 af Odense Letbane vil være cirka ni kilometer.

Udover et økonomisk regnskab for de to transportformer er der også et klimaregnskab at skele til.

Når der efter planen skal anlægges en etape 2 af Odenses letbane fra bymidten til Vollsmose og Seden, vil det have en CO2-udledning på 26.100 ton over en 50-årig periode, når både byggeri og drift medregnes. For en løsning med BRT-busser vil den samlede CO2-udledning ligge på 20.400 ton.

Derudover er der de investeringer, som fast kollektiv trafik i forskellige områder kan kaste af sig.

Araz Khan anerkender, at den såkaldte skinneeffekt ved en letbane kan være god i visse områder - altså at der investeres i områderne langs letbaneskinnerne.

- Men se Brian: Der bliver også investeret og bygget her langs busbanen, siger han.

Flere steder i Aalborg er der bussluser, så kun BRT-busserne kan køre igennem.
Flere steder i Aalborg er der bussluser, så kun BRT-busserne kan køre igennem.
Foto: Silje Ida Amalie Andersen

Byudvikling med og uden letbane

De to politikere står og kigger ud over det store område ved idræts- og kulturcenteret Gigantium, som man er ved at udvikle og bygge til et stort boligområde.

Hvad tænker du, Brian Dybro, om, at selvom vi står her, hvor der ikke er skinner, så er der stadig gang i udviklingen?

- Der bliver også udviklet andre steder i Odense uden for letbanen, men når vi ser på Vollsmose-området, så er der ikke et tilsvarende område noget andet sted i landet.

- Når vi er i gang med en forandring og forbedring af Vollsmose, så kræver det investeringer - også private - og der er de (investorerne, red.) meget tydelige: Det gør de, hvis de har sikkerhed for god offentlig transport, og det er letbanen, siger Brian Dybro.

BRT-bussen kører tilbage mod Kennedy Plads. Da Araz Khan og Brian Dybro stiger ud, har de stadig forskellige syn på, hvad en BRT-busløsning kan.

- Jeg er yderst tilfreds efter turen i dag og med det, jeg har set, siger Araz Khan.

Men Brian Dybro er langt fra overbevist om, at BRT-busser er en bedre løsning end letbane i Odense.

- BRT er en fantastisk busløsning, og det kunne jeg også godt se, at vi brugte andre steder, men ikke som erstatning for en letbane, for letbanen flytter flere mennesker. Den er bedre for klimaet, og den er bedre for byudviklingen, siger han.


Oversigt

    Oversigt