Mens Region Syddanmark fortsat forhandler intenst med den italienske entreprenør CMB/Itinera om en endelig pris og tidsplan for byggeriet af Danmarks største nybyggede hospital, Nyt OUH, viser et notat nu, at Sundhedsministeriet allerede i august mistede troen på Nyt OUH's tidsplan og budget.
I notatet, som TV 2 Fyn har fået aktindsigt i, meddeler en embedsmand i Indenrigs- og Sundhedsministeriet til regionen, at ministeriet ikke er betrygget i, at "projektet kan gennemføres inden for den økonomiske ramme og tidsplan, som fremgår af kvartalsrapporterne for 4. kvartal 2023 og 1. kvartal 2024."
I de omtalte kvartalsrapporter er forventningen, at supersygehuset står klar til indflytning i slutningen af 2025 - og senest i foråret 2026.
Og ministeriet fik altså ret i sin frygt.
I september udkom kvartalsrapporten for andet kvartal, og her gik både økonomi og tidsplan i rød.
Det fik formanden for det ansvarlige politiske udvalg i regionen, Karsten Uno Pedersen (S), til at meddele, at han hverken ved, hvornår supersygehuset står klar, eller hvad den endelige pris bliver.
Task force gransker byggeri
I øjeblikket forhandler Region Syddanmark og den italienske entreprenør intenst for netop at blive enige om et endeligt budget og en endelig tidsplan.
Men Indenrigs- og Sundhedsministeriet tør angiveligt ikke lade opgaven være op til Region Syddanmark alene.
Ministeriet oplyser, at en særlig statslig task force siden september har gransket byggeriet af Nyt OUH for at sikre byggeriets succes.
- Ministeriet har etableret en task force for sygehusbyggerier til at granske kvalitetsfondsprojekter med væsentlige håndterede udfordringer. Det gælder blandt andet Nyt OUH, som task forcen er begyndt at granske i september, lyder det i et skriftligt svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Tidsplan formentlig klar i december
Det fynske supersygehus er allerede sat under skærpet tilsyn, men nu styrker ministeriet altså opsynet med det fynske sygehusbyggeri.
En række andre forsinkede og fordyrede supersygehuse bliver også gransket af task forcen.
- Task forcen skal på baggrund af granskningen komme med anbefalinger til ministeriet og de omfattede regioner samt etablere et grundlag for at opstille succeskriterier for den videre styring af projekterne, skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i et svar til TV 2 Fyn.
Ifølge TV 2 Fyns oplysninger havde regionen forventet at lande en aftale om budget og tidsplan med den italienske entreprenør i midten af november. Men det er altså ikke sket endnu.
Kilder oplyser til TV 2 Fyn, at parterne formentlig først lander en aftale til december.