Hvad der bare skulle have været en renovering af elnettet endte med besøg fra arkæologer.
Øst for Odense, ved landsbyen Åsum, dukkede en vikingegrav fra 800- og 900-tallet pludselig op i forbindelse Energinets arbejde med at renovere elnettet.
Slots- og Kulturstyrelsen har onsdag offentliggjort de største arkæologiske fund i 2024 og heriblandt finder man vikingegraven fra Åsum.
På gravpladsen fandt mand 57 grave, herunder 47 jordfæstegrave og 10 brandgrave. Ifølge Museum Odense, der stod for udgravningen, viser det, at Åsum har haft en stor betydning i vikingetiden, og at bebyggelsen har været én af de helt centrale i det opland, der senere skulle blive til Odense.
Flere af skeletterne var usædvanligt godt bevaret, og blandt dem fandt man personlige genstand og udstyr, som kunne identificere, hvornår gravpladsen er fra.
Genstandene afslørede også, hvem der lå begravet. Og det er alt fra bønner til kvinder i det bedre borgerskab.
Ikke nok med det får et andet arkæologisk fund også opmærksomhed fra Slots- og Kulturstyrelsen.
På en lille gravplads øst for Odense fandt man i forbindelse med udvidelse af et erhvervsområde i Tietgenbyen Nord en næsten 2.000 år gammel kniv.
Og kniven viste sig at bære på noget helt unikt. På knivsbladet på den lille bronzekniv var indridset seks runer, der vurderes at være Danmarks ældste runeindskrift.
Med runer står der skrevet hirila, som på urnordisk betyder ”Lille Sværd”.