Letbaneførere påvirkes af skrig og støj: Nu viser det sig, at tilsyn har givet påbud

Arbejdstilsynet har givet selskabet med ansvaret for letbaneførerne flere påbud på grund af støjproblemer.

Nu viser det sig, at Odense Letbanes skrig og bump også generer togførerne meget.

I en sådan grad, at Arbejdstilsynet har givet Keolis, der har ansvaret for letbaneførerne, et strakspåbud få måneder efter, at letbanen åbnede.

Det viser en aktindsigt, som TV 2 Fyn har fået i Arbejdstilsynets afgørelse fra et tilsynsbesøg hos Keolis 25. august 2022.

Heri skriver Arbejdstilsynet, at det vurderer, at letbaneførerne er udsat for "unødig støj under deres arbejde."

Det er blandt andet de velkendte støjgener fra hjul og skinner i form af flatspots og kurveskrig, der generer letbaneførerne, ifølge tilsynet.

Gener som også flere beboere langs letbanestrækningen har brokket sig over, siden de første testkørsler i 2021.

Og som om det ikke er nok - og som noget hidtil ukendt - viser det sig nu, at det ikke kun er letbanens hjul og skinner, der skaber ballade.

Også togets airconditionanlæg generer letbaneførerne lydmæssigt. 

Anlægget er nemlig placeret lige over førernes hoved, hvor det laver en "høj brummende lyd", skriver tilsynet.

Om det har været udslagsgivende vides ikke, men i hvert fald har to til tre ansatte sagt op hen over sommeren, hvor støj har været en del af begrundelsen. 

- Meget plagede

Ifølge Arbejdstilsynet oplyser ledelsen og tillidsrepræsentanten, "at letbaneførerne er meget plagede af støj og oplever gener i form af blandt andet træthed og hovedpine."

Desuden påpeger tilsynet i sin afgørelse, at unødig støj kan have indvirkning på førernes fysiske og psykiske sundhed på kort og lang sigt med svækkelse af koncentrationen, øget træthed, og så kan det forårsage irritabilitet. 

Og selvom Arbejdstilsynet selv kunne konstatere høje hvin fra hjul og skinnerne, har det også noteret sig, at lydene ikke forekommer hele tiden i alle tog. Faktisk skulle nogle tog larme dobbelt så meget som andre.

Nyt påbud efter høring

Ifølge Keolis kunne selskabet med det samme meddele deres løsning på strakspåbuddet. 

Det kunne de, fordi der allerede før Arbejdstilsynets besøg i august var bestilt aktive høreværn til letbaneførerne for at afhjælpe situationen.

Selskabet gik dog også samtidig i rette med tilsynets udsagn om, at unødig støj kan have indvirkning på førernes psykiske helbred. 

I hvert fald skriver Keolis i sit høringssvar, at de vurderer, at den gennemsnitlig støjbelastning for en letbaneføre ikke vurderes at være psykisk belastende. 

Ifølge Keolis ligger den gennemsnitlige daglige belastning på 65 dB for en letbaneføre.

Desuden oplyser selskabet, at det mener, at det "på alle måder overholder god praksis i branchen."

Lige godt vælger Arbejdstilsynet dog stadig at give Keolis et nyt påbud 11. oktober 2022 ovenpå selskabets høringssvar.

Denne gang er påbuddet dog nedgraderet fra et strakspåbud til et generelt påbud, som Keolis har godt et år til at efterkomme.

Nogenlunde samme tidshorisont skriver tilsynet, at Keolis mener, det vil tage, før støjen er på et acceptabelt niveau.

Bliver aldrig helt støjfrit

I et skriftligt svar til TV 2 Fyn skriver administerende direktør i Keolis Letbaner, Thomas Friis Brændstrup, at medarbejdernes trivsel ligger selskabet meget på sinde, og at der er meget stort fokus på at få løst støjproblemerne.

- De støjgener, som letbaneførerne oplever, er i stor udstrækning de samme gener, som  opleves af naboer til letbanen, og som har været kendt siden testkørslerne begyndte i starten af året. Det betyder, at løsningen i forhold til de generelle støjproblemer også vil afhjælpe de gener, som vores letbaneførere oplever, skriver direktøren.

Han peger på, at det kommunalejede selskab Odense Letbane har nedsat en Task Force for at løse støjproblemerne, ligesom Keolis også har nedsat en række underarbejdsgrupper sammen med medarbejderne.

Han påpeger dog, at trafik på skinner som udgangspunkt aldrig bliver helt støjfrit.

- Men vores ambition er, at vores letbaneførere ikke skal føle sig generet af støj i førerkabinen. Og så skal støjniveauet naturligvis øvrigt overholde de normer og regler, der gælder for denne type arbejdsplads.

Foruden støjgenerne blev letbanen i efteråret også ramt af andre problemer. Sæsonens nedfaldne blade var skyld i, at togene ikke kunne køre

Oversigt

    Oversigt