Forklaringerne fra tiltalte og forurettede om, hvad der skete i ægteparrets hjem i Kerteminde en dag i februar, er der kun et fåtal af personer, der har viden om.
Onsdag var en 40-årig mand for retten i Odense, fordi han var tiltalt for vold mod sin hustru. Men den fremmødte presse blev sendt ud, da det blev besluttet at lukke dørene for retsmødet.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Inden dørene blev lukket, læste specialanklager ved Fyns Politi, Cecilie Quist, anklageskriftet op. Af det fremgik det, at manden skulle have slået sin hustru i ansigtet med flad hånd, have trukket hende kraftigt i håret, presset hendes ansigt ned i madrassen og fastholdt hende der.
Han skulle også flere gange have slået hende på kroppen med knyttet hånd, sparket hende på kroppen samt tvunget hende til at udføre oralsex på ham, mens han fastholdt hendes hoved.
Anklageren mente, at ovenstående skulle føre til en fængselsstraf til den 40-årige mand.
Mandens forsvarer nedlagde derimod påstand om frifindelse, og sådan skulle det gå, forklarer Cecilie Quist til Fyens Stiftstidende:
- Retten mener ikke, det er bevist, at han havde forsæt til at begå tvungen oralsex. Anklagemyndigheden vil i samråd med statsadvokaten tage stilling til, om sagen skal ankes, men vi skal først lige læse dommens begrundelser og konklusioner igennem, inden vi når så langt.
På grund af de lukkede døre er det uvist, hvilke forklaringer der kom frem i retten, som fik dommeren og de to domsmænd til at vurdere, at manden ikke "havde tvunget sin hustru til oralsex med forsæt".