Novo Nordisk har usædvanligt ønske i Odense

Når Novo Nordisk rykker ind i Odense har virksomheden en hensigt om at få ændret navnet på den vej, hvor fabrikken skal ligge, viser dokumenter.

Når medicinalgiganten Novo Nordisk skal opføre deres første fynske fabrik i Odense, har virksomheden indgivet et ønske til Odense Kommune om at omdøbe den vej, Novo Nordisk skal have adresse på.

Vejen har dog allerede et navn, nemlig N.J. Haustrups Vej, og blev for kort tid siden indviet af den odenseanske fabrikants egen familie, står der i dokumenter fra Odense Kommune.

Det er kommunen, der suverænt bestemmer, hvad vejen skal hedde.

Men ifølge Novo Nordisk selv, er intentionen ikke helt at fratage den succesfulde fabrikant N.J. Haustrup sin vej, forklarer kommunikationsmedarbejder hos Novo Nordisk, Lars Otto Andersen-Lange:

- Det er korrekt, at et stykke af den nuværende N.J. Haustrups Vej i Odense vil blive nedlagt, hvis der kommer de relevante godkendelser, siger han.

Han henviser til konkrete byggeplaner, som endnu ikke er offentliggjort, der vil dele vejen i to, hvis de relevante godkendelser kommer. Dermed skal den ene ende af vejen have et nyt navn.

- Vejnavnet N.J. Haustrups Vej består, men den ene del af vejen, skal have et nyt navn, da den ikke længere vil hænge sammen med NJ Haustrups Vej, forklarer Lars Otto Andersen-Lange.

Han understreger dog, at det er Odense Kommune der træffer afgørelsen om vejnavnet i sidste ende, og ønsker dermed ikke at gå mere ind i detaljerne om processen med kommunen med valget af vejnavn.

Ville undgå politisk proces

Mailkorrespondancer fra sommeren 2023 giver indsigt i den dialog, der har været om vejnavnet mellem Odense Kommune og Novo Nordisk. 

Den 13. juli luftede Novo Nordisk et ønske om, at vejnavnet helst skulle undgå en politisk proces, da det ville være rart at få det på plads inden planerne for byggeriet blev offentliggjort.

"Betyder det, at et vejnavn kan godkendes administrativt, dvs vi kan undgå en offentlig proces og dermed få det på plads i god tid inden købet og NN (Novo Nordisk red.) planer offentliggøres," spurgte en medarbejder fra Novo Nordisk.

Mailen blev sendt til Odense Kommune halvanden måned før planerne om, at Novo Nordisk vil flytte til Odense, blev offentliggjort.

"I princippet ja. Offentliggørelsen kommer efter underskrifterne og kan times hvis det bliver nødvendigt. Men Haustrup-familien, der var involveret i navngivningsprocessen af det nuværende navn (N.J. Haustrups Vej) for ganske kort tid siden, skal orienteres om ændringen før den bliver vedtaget," svarede Odense Kommune dagen efter.

Fynsk kvinde kan lægge navn til

Novo Nordisk har ikke fortalt TV 2 Fyn hvilke navne der arbejdes med til den nye vej. Men mailkorrespondancen viser, at vejen bør opkaldes efter en fynsk kvinde, hvis det står til Odense Kommune.

Kommune ser nemlig især gerne, at nye vejnavne skal ære netop fynske kvinder, og kommunen kommer selv med et forslag til hvem man kan kigge mod, når vejnavnet skal besluttes.

Marie Krogh blev født i 1874 og havde sin opvækst på Fyn. Hun uddannede sig til læge, men fik selv sukkersyge i år 1920. Hendes ægtefælle havde fattet interesse for insulin, og var ved at opbygge en stabil produktion af det i Danmark på samme tidspunkt. Det medførte at Marie Krogh i 1923 blev en af de første insulinpatienter.

Insulin er netop grundlaget for Novo Nordisks store succes, og Odense Kommune mener derfor det er passende Marie Krogh bliver æret med en vej ved den nye fabrik.

Oversigt

    Oversigt