Nu får cyklerne plads i gågade - men det møder modstand

Det skal være nemmere at cykle i centrum af Odense, mener et politisk flertal i byrådet. Så nu bliver det tilladt at cykle i dele af gågadenettet. Det bekymrer flere af byens butikker.

Er du på cykel og skal gennem Kongensgade, skal du i dag stå af og trække cyklen til fods. Men nu skal det være tilladt at cykle i dele af gågaderne. Samtidig sløjfes parkeringspladser i midtbyen for at gøre plads til flere cyklister.

Det skal motivere flere odenseanere til at cykle mere og bidrage til, at Odense bliver en mere miljøvenlig storby. Forslaget blev godkendt af Klima- og Miljøudvalget tirsdag og godkendt i By- og Kulturudvalget i dag.

- Det handler om at gøre byen til en mere cykelvenlig by. Vi vil rigtig gerne åbne byen og få flere mennesker ind i byen, så de kan handle i vores butikker, så dele af byen kan blive livet op igen, siger Tim Vermund (S), der er klimarådmand i Odense Kommune.

Med forslaget ophæves cykelforbuddet på udvalgte strækninger i byens gågader.

Oversigt over de nye cykelpassager
Oversigt over de nye cykelpassager
Foto: Anders Kammersgaard

Blandt andet skal det være muligt at cykle igennem Kongensgade, Slotsgade og Grønnegade. Det skal være muligt at cykle på Fisketorvet, og så skal man kunne cykle gennem Store Gråbrødrestræde indtil Vestergade. Herefter tillades der igen cykling på Klaregade syd for Pogestræde.

Med andre ord skal man stige af cyklen, når man krydser Vestergade.

Derudover vil kantstensparkering på Slotsgade blive fjernet, så gaden bliver mere cykelvenlig:

- Slotsgade er en ret ubehagelig vej at cykle på lige nu, og det her er et skridt i den rigtige vej for at få byen til at være federe og mere sikker at cykle rundt i, siger Tim Vermund.

Forslag møder modstand

Forslaget skal endeligt vedtagets af byrådet efter nytår, men det møder modstand fra flere erhvervsdrivende, der er bekymrede for, hvad de nye tiltag vil betyde for Odense, blandt andet i forhold til sikkerheden i gågaden.

- Den del af Klargade, hvor man skal kunne køre på cykel, der kan jeg godt være nervøs for, at der kommer ulykker. Der hvor de hurtigt kørende cykler og elcykler, der kommer kørende på Klargade, skal stoppe op inden Vestergade - der kan jeg godt frygte, at der kommer ulykker, siger Frederik Barfoed, der er direktør i Barfoed Group.

Derudover savner flere erhvervsdrivende i Odense, som Frederik Barfoed har talt med, klar kommunikation med kommunen.

- Der skal selvfølgelig være plads til cyklerne i bymidten, men jeg kan godt forstå, at ejerne af restauranter og butikker på Klargade er nervøse for uheld, eller at de måske mister deres ret til at have udendørsservering, siger han og fortsætter:

- Flere erhvervsdrivende savner bruger- og erhvervsinvolvering. Lige nu er man som butiksejer ikke klar over, hvad det helt betyder for dem.

Fremkommeligheden forværres i midtbyen

Derudover mener nogle erhvervsdrivende i Odense, at tiltaget lige netop har den omvendte effekt - altså at fremkommeligheden forværres i stedet for, at det bliver nemmere at komme rundt i midtbyen.

- Jeg tænker, at det er en dårlig løsning for de erhvervsdrivende og for byen i det hele taget, fordi man langsomt lukker byen af ved at give billisterne færre muligheder for at parkere i midtbyen, siger Tue Adler Svendsen, der er ejer af værtshuset Tinsoldaten og Odense Auto.

- Derudover stiger priserne på parkering i midtbyen, og så kan jeg godt forstå, hvis folk hellere vil køre i Rosengårdscentret, fordi det er mindre besværligt og gratis at parkere.

Fremkommeligheden i byen er også noget, der bekymrer Frederik Barfoed:

- Jeg har ikke talt med nogen, der synes, at det her er en god idé. Dem, jeg har talt med, ser ændringerne som noget, der vil gøre det mere besværligt at komme ind til Odense, siger han.

- Kommer man eksempelvis fra en forstad og er i bil og ikke på cykel, så er det mere besværligt at komme ind i byen, fordi der bliver færre parkeringspladser. Det er ikke noget, jeg siger som erhvervsdrivende - det er noget, jeg siger en helt almindelig odenseaner, der udtrykker bekymring for, at man begrænser borgerne i byen.

Det er dog ikke noget, der bekymrer klima- og miljørådmand Tim Vermund.

- I gamle dage havde vi en ambition om at være Danmarks bedste cykelby, og det skal vi lidt tilbage til. Det skal også være nemt at komme ind i byen med bil, og det er det fortsat også. Parkeringstaksten hæves kun med fire kroner næste år, så det skal nok gå.

Oversigt

    Oversigt