Nyt OUH er tidligst fuldt ud klar til at tage imod patienter i løbet af 2025 – op imod et år senere end forventet.
Det erfarer TV 2 Fyn.
Ifølge vores oplysninger blev Forretningsudvalget i Region Syddanmark orienteret om forsinkelsen af regionsdirektionen på et møde i forrige uge.
En af deltagerne på det møde var formand i Region Syddanmark, Stephanie Lose (V).
Hun vil hverken be- eller afkræfte TV 2 Fyns oplysninger.
- Vi håber at kunne sige noget mere før jul, men da det her er komplekst stof, der også involverer jura, kan jeg ikke sige det mere detaljeret andet end, at projektet er udfordret, fordi der er inflation, krig og forsyningsproblemer og arbejdskraftproblemer, så derfor er det et udfordret projekt, siger Stephanie Lose til TV 2 Fyn.
En af grundene til, at regionen endnu forsøger at holde de konkrete årsager om forsinkelsen hemmelig er, at de netop nu forhandler med entreprenørerne om, hvor stor en andel de skal betale for de ekstra udgifter, der er forbundet med byggeriet.
Er det kommet bag på jer, at I er stødt på udfordringer?
- Ja, det vidste vi jo ikke for to år siden. Vi har jo ikke kunnet forudsige, at det her sygehus blev bygget på et tidspunkt, hvor alt det her foregår. Jeg kan bare ikke sige noget til dig om, hvordan det her projekt konkret er udfordret, før vi også er færdig med de processer, der også skal være om det. Det er både noget jura og noget praktik forbundet med det, der gør, at det kan vi ikke.
Hidtil har planen været, Nyt OUH var klar til brug i 2024.
Fordyrelse på trecifret millionbeløb
Regionsdirektør Jane Kraglund er som sin formand fåmælt om situationen.
- Vi kan desværre ikke sige så meget lige nu. Men som alle andre byggerier for tiden er Nyt OUH også udfordret, skriver hun i en sms.
Årsagerne til forsinkelsen er, at priserne på materialer og lønudgifter er steget på grund af den aktuelle økonomiske krise.
Desuden har entreprenørerne haft store problemer med at skaffe den tilstrækkelige arbejdskraft til at få udført arbejdet i tide.
Forsinkelserne og udviklingen i byggeriet kommer ifølge TV 2 Fyns oplysninger også til at betyde en fordyrelse af projektet på et trecifret millionbeløb.
Budgetrammen for projektet var oprindeligt sat til 6,3 milliarder.