Kim oplevede strømafbrydelse på OUH - pludselig gik alt i sort
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
Natten til mandag var Odense Universitetshospital uden strøm på visse afdelinger i flere timer.
Omkring klokken 01.10 natten til mandag blev der helt mørkt på Kim Larsens stue på Odense Universitetshospital, hvor han er indlagt. Lyset slukkede, overvågningsskærme gik i sort, og branddøre klappede en efter en i bygningen.
- Det var totalt surrealistisk at opleve. Og det rigtig specielle var, at WiFi-netværket fungerede, mens alt andet var helt mørkt. Jeg kunne også kigge over på parkeringshuset, og der var der masser af lys, fortæller han til TV 2 Fyn.
Kim Larsen har også fortalt sin historie til Fyens Stiftstidende og beskriver, at der gik flere timer før strømmen - kortvarigt - kom igen, men efter 20 minutter forsvandt på ny.
- Jeg faldt i søvn, før den kom igen anden gang, så jeg ved ikke, hvor længe anden omgang varede, fortæller han.
Roser personale
Selvom det var underligt at være indlagt på et sygehus uden strøm, blev oplevelsen aldrig utryg for Kim Larsen, fortæller han.
- Der var to personer på arbejde på min afdeling, og de kom rundt og tjekkede til os alle på stuerne. Personalet håndterede det forrygende. De fleste sov, så jeg gætter på, at mange ikke engang opdagede at strømmen gik.
Han understreger, at han kun kender til oplevelsen af strømafbrydelsen på den afdeling, som han selv er indlagt på. Andre afdelinger kan have været mere eller mindre ramt end hans egen.
Medicin må kasseres
Michael Dall, der er lægelig direktør med overordnet ansvar for beredskabet på OUH, bekræfter strømafbrydelsen.
OUH gik over til nødstrøm, men Michael Dall fortæller, at nedbruddet har fået konsekvenser for patientmedicin, der opbevares på køl eller frost, da det skal smides ud.
- Der er noget kemoterapi, som må kasseres, og derfor er der nogle patienter her til morgen, som får deres kemoterapi senere, måske i morgen, hvis leverandøren ikke kan skaffe det i dag.
På hospitalet har nedbruddet ikke haft direkte konsekvenser for patienter, men nogle patienter er i løbet af natten blevet sendt til Kolding.