Bashkim Kadrii er et rigtig behageligt menneske, som er meget velkommen hos os
B.T. erfarede i fredags, at 29-årige Bashkim Kadrii har fået ophævet sin kontrakt i saudiarabiske Al-Fateh og forhandler med superligaklubben OB.
For fynboerne har offensivspilleren tidligere været en stor profil i to omgange, og OB-træner Jakob Michelsen vil bestemt ikke klage, hvis Kadrii vender hjem.
- Der er ingen tvivl om, at en Bashkim Kadrii i topform er en fantastisk spiller og en fantastisk personlighed. Han er dygtig.
- Nu har han ikke spillet så meget i den sidste periode her, men når Bashkim kommer tilbage i form, vil han være en god tilføjelse for alle superligahold, siger Michelsen efter søndagens 2-0-sejr over FC Nordsjælland.
Bashkim Kadrii vil altså være interessant for Jakob Michelsen, men det er han ikke alene om at være.
- Det vil Lionel Messi og Cristiano Ronaldo også, siger OB-træneren med et smil og fortsætter:
- Jeg forholder mig til de spillere, vi har i truppen, men det er ingen hemmelighed, at Bashkim har været rigtig dygtig for OB i flere omgange.
- Nu har han fået ophævet efter en lang periode, hvor han ikke har spillet fodboldkampe, så når og hvis han returnerer til Superligaen, går der selvfølgelig en periode, inden han er i topform.
- Men som sagt vil han i topform være en gevinst for alle superligahold. Han er en super fyr, der er topprofessionel, og generelt er han et rigtig behageligt menneske, som er meget velkommen hos os, siger Jakob Michelsen.
Sportschef: Det er en dygtig spiller
Transfervinduet smækkede i tidligere på ugen, men klubberne kan fortsat hente spillere, der ikke har kontrakt andre steder.
Manden med ansvaret for den slags i OB er sportschef Michael Hemmingsen, som er opmærksom på mulige forstærkninger.
- Jeg tror, det samme gælder for alle klubber, i forhold til at hvis noget er attraktivt, så kan det være, man kigger på det.
- Vi har været rimelig afklarede og aktive i 2020, og vi har egentlig gjort, hvad vi skulle i det her transfervindue, men vi er jo altid med, hvis der sker noget, siger Michael Hemmingsen.
Sportschefen vil dog ikke udtale sig om de påståede forhandlinger med Bashkim Kadrii.
- Det er en dygtig spiller, men jeg har ingen kommentarer til konkrete spillere, lyder det fra Hemmingsen.
Bashkim Kadrii, som tidligere også har været i blandt andet FC København og Randers, står noteret for 169 kampe, 40 mål og 33 assister i OB-trøjen.
Han forlod senest fynboerne til fordel for Al-Fateh i januar 2020.