OBK's doublespiller Sara Thygesen er sammen med sin faste makker Niclas Nøhr fra Solrød Strand udtaget til at spille med ved VM i badminton- VM afvikles senere på måneden i Ballerup Super Arena.
Det var en overrasket Sara Thygesen, der fredag modtog beskeden fra landstræner Lars Uhre, skriver OBK i en pressemeddelelse.
- Lars Uhre ringede til mig i formiddags og fortalte det, men jeg tror ikke helt, det er gået op for mig endnu. Det er en drøm, der går i opfyldelse, og jeg er helt oppe at køre, siger Sara Thygesen.
I starten af juli var det en kendsgerning, at Mads Pieler Kolding og Kamilla Rytter Juhl fik en billet til VM, og nu kom turen så til Niclas Nøhr og Sara Thygesen.
Dermed har Danmark fire mixdoubler med til Verdensmesterskabet.
Nøhr og Thygesen ligger nummer 51 på verdensranglisten.
Den danske mixdouble kommer med, fordi højere liggende par på verdensranglisten har meldt fra.
- Jeg havde virkelig ikke overvejet, at det kunne ske. Nu håber jeg bare ikke, vi møder et topseedet par, men lige meget hvad, skal vi sparke røv. Vi vil have fuldt fokus på VM fra nu af, siger Sara Thygesen.