Odense Håndbold sikrer tredjeplads i Champions League med kæmpe sejr

Præstationen var svingede, men Odense Håndbold vandt med 18 mål hos tjekkiske Banik Most.

37-19.

Odense Håndbold tog søndag en stor pligtsejr hos den tjekkiske prygelknabe Banik Most i Champions League.

Især i første halvleg var præstationen dog ikke prangende, og sejrens størrelse var også kun omkring, hvad Banik Most har været vant til. I turneringens forgående 12 kampe havde Most tabt med 16 mål og lukket 41 mål ind i gennemsnit.

Den mangelfulde indsats i de første 30 minutter skyldtes muligvis, at fynboerne inden opgøret var sikre på at gå videre til slutspillet i Champions League, men uanset resultatet ikke kunne nå de to øverste pladser, der giver direkte adgang til kvartfinalerne.

Sejren betyder, at Odense er sikker på at slutte som nummer tre gruppe A, hvor holdet om en uge møder Ferencvarosi TC på hjemmebane i sin sidste gruppekamp.

Odense møder dermed norske Storhamar i sin ottendedelsfinale og potentielt Team Esbjerg i sin kvartfinale, hvis vestjyderne om en uge slår Györ og slutter som toer i gruppe B.

Ikke nogen prangende første halvleg

I betragtning af sin status som gigantisk favorit leverede Odense ikke nogen prangende første halvleg i Tjekkiet.

Tekniske fejl og mange afbrændere i fri position satte deres præg på den fynske præstation, der dog trods alt rakte til en pauseføring på 16-10, efter at Banik Most havde været foran 4-3.

Blandt andet fordi Martina Thörn havde godt styr på hjemmeholdets skytter. Den svenske målvogter sluttede med en redningsprocent på godt 43.

Odense-træner Ulrik Kirkely havde muligvis talt med store bogstaver i pausen. I hvert fald kom de orangeklædte spillere ud til anden halvleg med langt større koncentration og kvalitet.

På 14 minutter blev føringen udbygget til 26-14, og efter fire Most-scoringer i træk, tog Odense-spillerne igen fat og scorede 11 af opgørets sidste 12 mål.

Oversigt

    Oversigt