PET: Ingen efterforskning i spionsag

Politiets Efterretningstjeneste (PET) vil ikke foretage sig noget i sagen, hvor en SDU-forsker hævder at have oplysninger om en kendt, dansk Stasi-spion.

Det skriver Berlingske.

Koldkrigsforskeren Thomas Wegener Friis siger, at han har oplysninger om en mulig dansk Stasi-spion. Men efterretningstjenestens chef, Jakob Scharf, udtaler i en skriftlig udtalelse, at sagen ikke på nuværende tidspunkt giver PET anledning til at reagere.

- De seneste dages medieomtale af en forskers mulige identifikation af en danske "spion" rummer ikke oplysninger, der giver PET grundlag for at iværksætte en ny strafferetlig efterforskning af forhold under Den Kolde Krig, udtaler Jakob Scharf.

Han lægger dog op til, at SDU-forskeren kan henvende sig med sin viden.
- Den pågældende forsker vil naturligvis kunne rette henvendelse til PET, hvis han mener at være i besiddelse af oplysninger, som kan være relevante for PET, eller hvis han i øvrigt ønsker PETs vejledning i den konkrete sag, lyder det fra PET-chefen.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mener også, at forskeren bør gå til PET, hvis han mener, at der er tale om spionage.
- Borgere, der opdager noget kriminelt, skal gå til politiet, i dette tilfælde PET, sagde statsministeren på sit tirsdagspressemøde

Oversigt

    Oversigt