Det drejer sig om 16 personer, der ikke bliver aktiveret, fordi de udviser truende adfærd og derfor er til fare for sagsbehandlere, fortæller Fyens Stiftstidende.
Spørger man byrådsmedlem og politiassistent Mark Grossmann (V), så mener han ikke, at opgaven med at håndtere de truende personer skal ligge hos det kommunale aktiveringssystem.
- Kriminelle, der truer sig til kontanthjælp, skal løftes væk fra de kommunale sagsbehandlere og i stedet håndteres af fængselssystemet, siger Mark Grossmann.
Ifølge ham burde Kriminalforsorgen stå for aktiveringen af den hårdeste kerne.
- Vi bliver nødt til at møde de her personer, hvor de er, siger Mark Grossmann til Stiftstidende.
Rådmand imod forslag
Den løsning køber Social- og arbejdsmarkedsrådmand Peter Rahbæk Juel (S) ikke.
I Odense har han allerede iværksat et kommunalt initiativ, der skal sikre større opmærksomhed på problemet.
Sammen med Fyns Politi har kommunen udvalgt 4 personer fra gruppen, der truer sig til kontanthjælp.
De skal fra denne måned dagligt stille op til en samtale med en sagsbehandler for at kunne få udbetalt kontanthjælp.
Heller ikke direktør for Kriminalforsorgen Johan Reimann byder Mark Grossmanns forslag velkommen.
- Kriminalforsorgens opgave er at fuldbyrde straf for mennesker, der er dømt, skriver han i et svar til Fyens Stiftstidende.