Rolf stod ved siden af, da vinterbader blev ramt af skud: - Så hører vi et smæld, og han tager sig til skulderen

En 57-årig vinterbader blev tirsdag aften i Odense Havnebad ramt af skud fra et luftgevær. Livredder Rolf Svane stod lige ved siden af manden, da skuddet faldt.

En 18-årig mand er blevet anholdt af Fyns Politi, som mistænker ham for at have affyret et luftgevær mod en 57-årig mand tirsdag aften.

Offeret befandt sig i Odense Havnebad, hvor han netop havde forladt det kolde vand, da han pludselig blev ramt.

- Han er lige kommet op af bassinet - han havde været nede og bade - og så hører vi et smæld, og han tager sig til skulderen. Så siger han ’der var noget, der ramte mig’, og vi kigger forvirrede rundt og forstår ikke rigtig, hvad der er sket, siger livredder Rolf Svane, der var på arbejde i havnebadet tirsdag aften.

De finder hurtigt ud af, hvad det er, der er sket, og hvad der har ramt den 57-årige vinterbader.

- Da han så vender ryggen til, kan jeg se, der sidder noget i ryggen på ham. Det viser sig så at være et hagl fra et luftgevær. Jeg var stadig en lille smule i tvivl om, præcis hvad der er foregået, men da jeg får ham hen i lyset, så er jeg ikke i tvivl om, at der sidder et lille hagl derinde, siger Rolf Svane.

Andre gæster skulle hurtigt i sikkerhed

Livredderen reagerer hurtigt og prøver at få alle gæster ind at stå i sikkerhed, inden han kort derefter kontakter politiet.

Han forklarer, at han her dagen derpå har lidt svært ved at beskrive, hvilke tanker der fór gennem hans hoved i den for en livredder meget atypiske situation.

- Det var lidt som om, at adrenalinen bare tog over, og så handlede jeg bare ud fra det. Det er en meget uvant situation – og meget mærkelig. Det er bestemt ikke noget, vi nogensinde regner med at skulle opleve som livreddere, så derfor føler man sig måske en lille smule magtesløs. For man kan intet gøre – udover at prøve at skabe en form for sikkerhed i at få folk samlet og ind at stå indenfor, siger Rolf Svane og fortsætter:

- Jeg var selvfølgelig en lille smule bange for selv at blive ramt. Jeg tænkte ikke, at det var livsfarligt, for det var jo bare et lille hagl. Men jeg ville selvfølgelig ikke rammes selv, og jeg ville selvfølgelig heller ikke have, at der var andre, der blev ramt.

Lettet over anholdelse: Vagt næste aften

Selv om det var en alvorlig hændelse, og den anholdte 18-årige er sigtet for grov vold, der i de mest alvorlige sager kan straffes med op til seks års fængsel, var der ikke gravkammerstemning ved havnebadet, understreger livredderen.

- Der var faktisk en relativt god stemning bagefter. Folk var lidt chokerede over det, der var sket, men man kunne sagtens stå og joke lidt med det, for det var jo bare et lille hagl, og da han selv skulle ud og ligge på båren og køres til sygehuset, spurgte han politiet, om han kunne låne en skudsikker vest som en joke, siger Rolf Svane.

Han indrømmer dog, at det havde betydning for ham at finde ud af, at der blev anholdt nogen i forbindelse med skudaffyringen.

- Jeg blev lidt lettet, da jeg læste, at de sandsynligvis har fanget ham, der har gjort det. Jeg har en vagt hernede igen i morgen aften, så der regner jeg da helt sikkert med, at jeg skal på arbejde.

- Det var sandsynligvis et engangstilfælde, så man skal ikke være utryg ved at bade hernede, siger livredderen.

Oversigt

    Oversigt