Sejlede Europa rundt i et år: - Livet er skrøbeligt, og vi skal bruge vores tid rigtigt

På en sorgfuld baggrund stemplede ægteparret Line og Dennis fra Odense ud af hamsterhjulet og tog på sejltur med deres små børn i et år. De er nemlig fast besluttede på at leve det bedst mulige liv.

Kursen var sat mod frihed, nærvær og kærlighed, da ægteparret Line og Dennis Haunstrup Andreasen stævnede ud af Odense Havn den 2. juni 2021. 

De drog ud på et års intenst nærvær med deres børn Inge Marie og Karl Anker og med Lines far. 

Det lyder som ren idyl, men med ombord var en kæmpe sorg over det nylige tab af Lines mor og pludselig opstået sygdom hos Dennis' mor, som efterfølgende også døde.

Sorgen over mistede mødre i kombination med den store rejse blev et vendepunkt. I dag er det grobund for, at ægteparret lever det bedst tænkelige liv og tager aktive og bevidste valg.

Line og Dennis fortæller deres historie i programmet Vendepunktet på TV 2 Fyn, hvor fynboer åbent og ærligt reflekterer over en tid, hvor livet tog en voldsom drejning:

- Det, at de begge to var så syge og døde næsten samtidig, gav en voldsom følelse af, hvor vigtig tid er. Det hele var så skrøbeligt. Vi gik fra, at Lines mor godt nok var syg, men at hun dog levede, og min mor levede i bedste velgående. Et år efter havde vi ingen af dem. Det gav os en stærk følelse af, hvor vigtigt det er, hvad vi bruger vores tid på. Ikke nødvendigvis om vi gør A eller B, men bare at vi er bevidste om, hvorvidt vi gør A eller B, siger Dennis.

Vendepunktet med Line og Dennis

Ud af hamsterhjulet

Allerede inden parret fik børn, var de meget bevidste om, hvordan de ville være en familie. De ville først og fremmest være meget sammen med deres børn.

Lines mor har været syg, siden Line var 18 år, og det har givet Line en stor bevidsthed om, hvor vigtigt det er at være sammen med sin familie. 

Sådan rigtigt sammen og ikke bare ryge ind i hverdagens hektiske hamsterhjul, hvor man afleverer sine friske børn i institution om morgenen og henter de trætte børn klokken 16.30.

Line og Dennis Haunstrup Christiansen
Foto: Morten Albek

Da børnene kom til, opstod der hurtigt en plan om at stemple helt ud af hverdagens rutiner i et år. For eftersom både Line og Dennis har sejlet meget, var det naturligt for dem at vælge en båd som ramme for deres frihedseventyr. 

De gav den fuld gas på job for at spare op til at trække stikket i et år. I juni 2021 var huset lejet ud, jobbene sagt op, og familien stævnede de af Odense havn. 

Sygdom og død

Skibet var ladet med Line, Dennis, deres to børn og Lines far. Men også ladet med sorg og savn efter Lines mor, der var død et halvt år forinden efter mange års sygdom og stor bekymring over Dennis' mor, der nu også var blevet syg. 

- Vi tog jo ikke afsted så længe min mor var syg, for vi vidste ikke, hvor længe vi havde hende. Men så dør hun, og så tager vi afsted et halvt år efter. Vi var helt klar, og det føltes nærmest som et kald. Det er nu, vi skal gøre det, vi drømmer om, siger Line.

Men da Dennis' mor op til afrejsen pludselig bliver alvorligt syg, rammer det familien hårdt, ikke mindst Line.

- Det var ikke en del af planen. Hun kan ikke blive syg nu. Nu skulle hun tage over for den mor, jeg manglede. Men hun sagde: I skal afsted! Det var der slet ingen tvivl om. 

Line og Dennis Haunstrup Christiansen

At gøre noget aktivt

Den påtrængende tilstedeværelse af sygdom og død blev vendt til at være en stærkt motiverende faktor for familien.

- Det var sindssygt vigtigt for os at gøre noget aktivt her og nu. Vi kan ikke gå og vente i 20 år på at have penge nok eller store nok børn. Vi er nødt til bare at gøre det og se, hvad der sker, og så må det gå, som det gør, siger Line og Dennis. 

Så det gjorde de. Også selvom ægteparret er udstyret med to meget forskellige personligheder.

- Line er langt mere bekymret end jeg, som tænker pyt, vi finder ud af det. Så vi var fuldstændig enige om, hvilken vej vi skulle, men hvor min vej er lige direkte hen til målet, er Lines langt mere snoet. Men ligningen går op, der er balance i det, siger Dennis. 

Line og Dennis Haunstrup Christiansen
Foto: Morten Albek

Den fedeste følelse

At stå på dækket den 2. juni 2021 og lægge den odenseanske hverdag bag sig føltes vanvittigt godt for Line. 

- Det var den fedeste følelse, og vi har levet højt på den lige siden. Den der oplevelse af beslutsomhed: Det er på grund af os og vores valg, at vi gør dette her. Ingen andre har sat det i værk, det er udelukkende os. 

Forestillinger om det kommende år til søs som fuldtidsforældre var ikke belagt med bladguld.

- Vi var enormt realistiske. Jeg havde ingen drømmebilleder om, hvordan det ville blive. Tværtimod vidste jeg, at det ville blive benhårdt at være eneansvarlige for børnene døgnet rundt i et år uden legekammerater eller aflastning i form dygtige pædagoger, som overtager ansvaret i daginstitutionen, sige Line.

- Bare fordi man tager et år fri og er ombord på en båd, så forsvinder opvask, tøjvask og søskendekonflikter jo ikke. Det er bare i en anden kontekst. Og netop derfor var det sådan, at det ikke gjorde noget, at det tog tre timer at spise morgenmad. Vi har ingen møder i kalenderen og skal ikke skynde os afsted, siger Dennis.

Max påvirkning af børnene

At være sammen med deres børn i alle døgnets timer i et år gav, udover alt det praktiske, Line og Dennis en unik mulighed for at påvirke børnene udelukkende ud fra deres egne værdier.

- Vi kunne give dem alt, hvad vi tror på og oplever som rigtigt - uden nogen andres indblanding. Selvom Inge, den mindste, ikke kan huske så meget fra selve turen, så kan vi se på hendes smil, når hun snakker om båden, at vi har givet hende noget helt særligt, som hun er blevet formet af, siger Dennis, og Line fortsætter:

- Vi har givet vores familie en fælles historie, som vi altid kan snakke om. Det kan vi være fælles om i resten af vores liv. 

Line og Dennis Haunstrup Christiansen

Hjemme igen - og hvad så?

Et år har de været afsted på de syv have med frihed og saltvand i håret. Men hjemstavnen ventede efterhånden forude og dermed en mere reguleret hverdag med rutiner og faste tider. 

Risikoen for at falde tilbage i de gamle vaner trængte sig på.

- Hvordan gør vi, så vi ikke bliver opslugt i det kæmpestore samfundshjul med børneinstitutioner, arbejde og realkreditlån og bliver zoombier i det? Vi fandt ud af, at det skulle handle om de små ting. At tage hjem en dag og male en væg lyserød og at drikke champagne på en tirsdag. Desuden vil vi ikke arbejde på fuld tid begge to, siger Dennis.

- Livet er så skrøbeligt, og vi er kun selv herre over det i små momenter. Vores forældre, os selv eller vores børn kan blive syge, så det er så vigtigt at mærke efter, hvad der er rigtigt at gøre nu, og så gøre det. Så vi ikke en dag står og føler, at vi har været publikum til vores eget liv.

Line er heller ikke i tvivl om, hvor den vigtigste prioritering skal være.

- Vi har hørt døende mennesker fortælle om, hvad det vigtigste i deres liv har været, og det er tiden med vores små børn. Og den tid kommer ikke igen.

Line og Dennis Haunstrup Christiansen
Foto: Morten Albek

Vi skal handle nu

Selvom sorg og savn har fyldt meget de seneste år, har taknemmelighed også en stor plads hos Line og Dennis.

- Jeg er taknemmelig for, at vi har fået det bedste ud af vores situation med  at være pårørende gennem så lang tid. Vi kunne ikke gøre noget ved det, men vi kunne finde modet til at tage nogle valg, som stikker i en anden retning end det ordinære. Så jeg er taknemmelig over, at jeg fandt det mod, nu hvor min mor ikke er her mere, siger Line og Dennis tager over.

-  Min dybeste taknemmelig ligger faktisk hos Line. Det er jo hende, og det vi gør sammen, som har givet os de her muligheder, siger han, og Line får det sidste ord.

- Vi er så bevidste om, hvor vi er i livet. Vi skal ikke vente, vi skal handle. Og det er netop det, du er så god til, Dennis! Nogle gange tøver jeg, og så siger du - kom nu, og så lander vi et sted derimellem.

På Instagram profilen @sejlskibetmormor kan du følge med i Line og Dennis’ videre rejse.

Se Vendepunktet hver mandag 19.30 på TV 2 Fyn, eller se det på www.tv2fyn.dk/play. 

Livet skal leves nu, og det skal leves godt. Det er mantraet for ægteparret Line og Dennis Haunstrup Andreasen, der på en sorgfuld baggrund stemplede ud af hamsterhjulet i et år og tog deres to små børn med på sejltur i Europa.
Fotograf: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt