Mad af egne grøntsager
"Haver til Maver" er titlen på et nyt udeskoleprojekt for foreløbig fire skoleklasser i Odense. Dele af undervisningen flyttes det kommende skoleår ud i skolehaven på Falen i Odense.
Her vil havens gartner lære eleverne at dyrke grøntsager i klassens egen have, og i udekøkkenet skal eleverne tilberede grøntsagerne sammen med en kok.
Anderledes undervisning
Der er også tilknyttet en naturvejleder som eleverne kan gå på opdagelse sammen med ved vandhullet eller i skoven.
Det er University College Lillebælt der står bag projektet "Haver til Maver" i samarbejde med Odense Kommune og Aarstiderne.
Formålet er at undervise eleverne i blandt andet natur/teknik, landbrug, fotosyntese og sunde madvaner - på en anderledes måde.